Kultur

Endags festival med fokus på fællesskab får premiere ved Festugen

Hygge og fællesskab er en del af Randers Festuge, og derfor er den nye festival et oplagt nyt arrangement i festugen. Arkivfoto: Jacob Lerche

Randers er klar til at blive rystet og rykket på en helt ny måde til årets fest. En række prominente banker, sparekasser og erhvervsaktører har slået sig sammen med Randers Festuge for at præsentere en banebrydende heldagsfestival, der finder sted på Kirketorvet den 17. august. Festivalen giver blandt meget andet det danske alfabet et helt nyt bogstav.

Den nye festival byder på en række spændende aktiviteter i tidsrummet klokken 10 til 22. Der vil være fællesspisning til en folkelig pris, hvilket gør det tilgængeligt for alle. Derudover er deltagelse i resten af arrangementet gratis.

Professor og psykolog Svend Brinkmann samt forfatter Glenn Bech vil dele deres perspektiver på fællesskaber og naboskaber og diskutere, hvordan vi som samfund kan bekæmpe ensomhed og depression. Et centralt spørgsmål, de vil tage op, er: “Hvad kan vi gøre som lokalsamfund?”

Tv-vært Christian Degn vil stå for en særlig udgave af sit live talkshow, Degns Saloon, hvor han vil hylde sang og musik. Blandt gæsterne er den kendte DJ og musikproducer Hedegaard, som oprindeligt er fra Randers og har haft stor international succes. Hedegaard har blandt andet produceret hits for Medina, Christopher, Benjamin Hav og Lukas Graham. Hans remix af Snoop Dogg og Dr. Dre’s “The Next Episode” har over 100 millioner visninger på YouTube.

Live talkshowet bliver også med den lokale musiker og musikbooker Jørgen Holmegaard som kapelmester. Dagen slutter af med fællesdans og salsa. Det konkrete program med tider for de forskellige aktiviteter finder man på randersfestuge.dk.

Det hele er muliggjort gennem et samarbejde med Arbejdernes Landsbank og Randers Handelsråd, der er partnere i projektet. Samt en række lokale sponsorer, herunder Andelskassen, Sydbank, Spar Nord, Sparekassen Kronjylland, ejendomsmæglerkæden EDC Trio, Sparekassen Danmark, reklamebureauet Feldskov & Juul samt designbureauet Little Mighty.

Operaen Randers er udvalgt til at koordinere og udvikle programmet.

– Vi vil med festivalen både ramme, ryste og rykke Randers, lyder det fra leder af Operaen i Randers, Christian Bach.

Kreativt festivalnavn med Bolle-O

Udover underholdningen og det tankevækkende indhold præsenterer idémændene bag festivalen et helt nyt bogstav til det danske alfabet. En arbejdstitel på festivalen var på et tidspunkt VÅRES, men å’et rammer ikke den randrusianske udtale rigtigt, fortæller Kasper Lægård fra designbureauet Little Mighty.

– Prøv at sige vores, Vorup eller skjorte på klingende randrusiansk. Så ved du, hvorfor vi har valgt at tilføre alfabetet et nyt bogstav i forbindelse med denne festival, påpeger han.

Konceptudvikler Ulrik Juul fra Feldskov & Juul supplerer:

– Vi havde en drøm, om at skabe et navn og et koncept for dagen, der står i festugens og fællesskabets tegn. Et navn, der også havde krog i den særlige proces for idé- og konceptudvikling, hvor alle byens pengeinstitutter og ejendomsmæglere var inviteret til at idéudvikle på det fælles arrangement.

Bolle-O’et skal samtidig ses som en hyldest til den lokale dialekt.

Navnet på den nye festival i Randers Festuge stavet med det nye bogstav i alfabetet; Bolle-O. Pressegrafik

En fejring af fællesskabet

Hygge og fællesskab er en del af Randers Festuge, men kulturelle arrangementer i festugen må også godt kunne noget mere, lyder det fra Lis Bilde, næstformand i festugens bestyrelse.

– Kultur skal også kunne sættes spørgsmålstegn ved og rykke folk. Derfor er denne festival langt mere end blot en ny begivenhed i Randers Festuge. Det er samtidig en skøn fejring af fællesskab, lokal kultur og identitet,” fastslår hun.

Randers Festuge foregår i dagene 9. til 17. august og byder på et væld af arrangementer for både store og små. Der vil være noget for enhver smag, lige fra kulturelle events, børneaktiviteter og gastronomiske oplevelser. Familie og venner kan samles for at skabe uforglemmelige minder i en uge fyldt med musik, glæde og fællesskab.

Det samlede program findes på www.randersfestuge.dk, hvor de mange arrangører løbende indtaster arrangementerne.

 

Kommentarer