Ålum

‘Dronning Elisabeth af Kandestederne’ – ny roman af Marianne Hesselholt

I en ny biografi tegner forfatter Marianne Hesselholt et nyt billede af det mondæne Kokholms Badehotel i Kandestederne, der blandt andet har været inspiration til den populære TV-serie Badehotellet. Kunstmaler: Fenger

Marianne Hesselholt er aktuel med en ny roman, ‘Dronning Elisabeth af Kandestederne’. En spændende biografi, der beskriver en ny og hidtil ukendt side af de personlige skæbner og historien bag det mondæne Kokholms Badehotel i Kandestederne.

20. maj lancerer Marianne Hesselholts sin nyeste udgivelse, ‘Dronning Elisabeth af Kandestederne’. Bogen handler om den kvinde, som sammen med sin mand grundlagde et af forrige århundredes mest berømte badehoteller, Kokholms Badehotel.

Romanen ‘Dronning Elisabeth af Kandestederne’ af Marianne Hesselholt kan fås i boghandlen fra 20. maj. Pressefoto

Forfatteren, som selv stammer fra Strandby ved Frederikshavn, kendte godt til mange af myterne om det legendariske badehotel, men så fik hun en henvendelse, som gjorde hende nysgerrig og inspirerede hende til at skrive en ny fortælling om hotellet og historien bag, fortæller hun.

– For nogle år siden modtog jeg et stort arkivmateriale om Kokholms Hotel i Kandestederne. Jeg fik det til låns af Lise Troldborg, der er et barnebarn af den Elisabeth, der sammen med sin mand, Christen Kokholm, grundlagde det mondæne Kokholms Badehotel. Lise mente, at jeg nok kunne bruge det til at skrive en bog om grundlæggerne. Jeg læste det. Der var meget spændende stof imellem, blandt andet breve fra Kongehuset og fra berømte kunstnere, og jeg sagde i første omgang ”ja tak” til opgaven, fortæller Marianne Hesselholt.

Kort efter blev hendes mand alvorligt syg, og forfatteren måtte med egne ord “bide i det sure æble” og opgive at fuldføre det store projekt.

– Men stoffet lod sig ikke sådan mane bort, og det endte med, at jeg alligevel kørte på, så godt jeg kunne, fortæller hun.

Marianne Hesselholt tog på arkiver, talte med gamle stuepiger, fik kontakt til mennesker, der endnu huskede tiden. Hun undersøgte folketællinger og kirkebøger, og lidt efter lidt fik forfatteren stykket en fortælling sammen om Elisabeth Houkjær og Christen Kokholm.

Ukuelig styrke

Marianne Hesselholt blev i sin efterforskning hurtigt klar over, at parret begge var to ualmindeligt stærke personligheder, der nok kunne fortjene at få deres egen historie.

– Det, de sammen planlagde og også gennemførte, nemlig at bygge og drive det finest tænkelige hotel, var realistisk set det rene galimatias. Og det var da også sådan, deres omgivelser betragtede det, og nogen økonomisk støtte kunne de ikke forvente, fortæller Marianne Hesselholt og fortsætter:

– Selv ejede parret kun en ukuelig vilje og ungdommens styrke, for begge kom fra meget beskedne kår: Christen var søn af en daglejer fra Harboøre, og Elisabeth var nok gårdmandsdatter, men hendes far var klitbonde, og meget kunne der ikke gro på de kanter. Pigens far, Mads Houkjær, var fra starten modstander af forholdet mellem de to unge, og projektet ville han slet ikke høre tale om, og da de unge fremturede med deres sære drømme, hængte han sig i laden.

Sådan lyder den dramatiske optakt til en historie, der nærmest blev et eventyr.

Familien Kokholm. Venligst udlånt af udlånt af Tinghuset i Skagen

Dronning Elisabeth af Kandestederne

Kort sagt, så var der drama i luften. Men historien om Elisabeth og Christen er først og sidst en fortælling om utrætteligt slid og om stor kærlighed, fortæller Marianne Hesselholt.

– Uden var det aldrig lykkedes de to at realisere drømmen. Men det blev et hotel og et af de fornemste, og Elisabeth modtog senere af kongelig skuespiller, Poul Reumert, titlen af ‘Dronning’. Og hun blev i sin alderdom en slags veninde til Prinsesse Caroline Mathilde, fortæller forfatteren, som i sit materiale blandt andet har indbydelser fra prinsessen til Elisabeth om at komme til Skagen, så de kunne gå på café og hygge sig sammen.

Kokholms Hotel i Kandestederne. Her illustreret af Arthur Nielsen i 1924. Venligst udlånt af udlånt af Tinghuset i Skagen

Frie hænder

Da Marianne Hesselholt modtog det omfattende materiale fra familien, fik hun samtidig frie hænder til at bruge det i sin bog.

– Lise Troldborg sagde, at hun nok fra sin bedstemor havde en idé om, at Christen Kokholm var en hård negl, og jeg skulle skrive det, hvis jeg også fandt ham barsk. Det var han. Men han var også kærlig. Han var et meget nuanceret menneske. Uden hårdheden ville det ikke være lykkedes ham at løfte så tunge byrder og trodse så megen modstand. Men heller ikke uden kærligheden til Elisabeth, beskriver Marianne Hesselholt.

Forfatter Marianne Hesselholt. Privatfoto

Nostalgi og barsk sandhed

Der er skrevet mange bøger om Kandestederne og om Kokholms Badehotel. Senest Hardervigs: ‘Hvad stuepigerne fortalte’. Ligesom TV-serien ‘Badehotellet’ tydeligt er inspireret af livet på Kokholms, påpeger Marianne Hesselholt.

– Det er alt sammen god underholdning, men det bygger på nostalgi og myter. Der var en barsk sandhed også, som skulle fortælles. Mads Houkjærs selvmord hørte jeg om som barn, men det blev hvisket, og senere blev det fortrængt af den kollektive bevidsthed. Måske for at redde hans eftermæle, siger hun og tilføjer:

– Jeg tror ikke, at eftermælet blegner, fordi sandheden bliver fortalt.

‘Dronning Elisabeth af Kandestederne’ er udgivet af forlaget Ancethe.

Bogen udkommer 20. maj, hvor den kan købes i boghandlen.

Bogen kan desuden bestilles direkte hos forfatteren på telefon 29 66 46 83 eller på email: Marianne@hesselholt.com

Hotel Kokholm i Kandestederne. Fotograf ukendt. Venligst udlånt af udlånt af Tinghuset i Skagen

Kommentarer