Randers By

Dianas handicap-cykel er nu en sag mellem Ankestyrelsen og Randers Kommune

Det har været en gåde for mange, hvorfor Randers Kommune behandler tilflytteren fra Grenå Diana Glad Jørgensen ringere, end hun blev i Norddjurs Kommune. Behandlingen betyder, at Diana ikke kan få gen-bevilget en eldrevet handicap-cykel, efter den hun havde med er gået i stykker.

Randers Netavis beskrev i sidste uge, hvordan Diana havde oplevet forløbet og behandlingen, og Randers Kommune har nu reageret i sagen, der blandt andet har givet anledning til stor frustration og uforståenhed for Diana og på de sociale medier.

Vi har forelagt sagen for omsorgschef Lene Jensen i Randers Kommune. Hun har stor forståelse for, at det føles som en frustrerende situation.

Læs også: Spastisk lammet fik inddraget sin handicapcykel

– Når vi modtager en ansøgning, så skal vi vurdere, om det er lovligt at give det ønskede hjælpemiddel. Altså er der hjemmel i Serviceloven. En forudsætning er, at en ansøger hører til i målgruppen for loven. Derfor starter Visitationsenheden med at vurdere om en ansøger hører til i målgruppen ud fra de kriterier Serviceloven definerer, forklarer Lene Jensen, som ikke vil behandle en personsag i detaljer i pressen.

– Men jeg kan sige, at vi meget gerne vil samarbejde om gode løsninger inden for det, loven giver os mulighed for, bemærker hun.

Omsorgschefen gør opmærksom på, at der kan være forskel i kommunerne på kvalitetsstandarderne.

– Men igen, man er nødt til at forstå lovens krav om, at når en borger ansøger om hjælpemidler, så er det ikke afgørende om borgeren er rask eller syg. I den konkrete og individuelle vurdering af ansøgninger skal vores fokus ifølge loven være på graden af funktionsevne og på, hvorvidt hjælpemidlet i væsentlig grad kan afhjælpe og lette borgeren i hverdagen, understreger Lene Jensen.

Diana frygter, at den manglende handicapcykel vil afskære hende for at deltage i sociale aktiviteter.

For omsorgschefen er det vigtigt at fastslå, at Randers Kommune bestemt ikke ønsker at afskære nogen fra sociale aktiviteter

Læs også: Stor opbakning til Diana

– Når der søges om hjælpemidler, er det en del af sagsbehandlingen at vurdere, om et hjælpemiddel i væsentlig grad vil kunne understøtte sociale aktiviteter, og herunder skal vi også vurdere om der findes andre muligheder for transport til sociale aktiviteter, siger Lene Jensen.

Randers Kommune har sendt sagen videre til Ankestyrelsen, og har rykket for et svar.

– Det er nemlig her, vi kan få mulighed for at få et svar, som giver Visitationsenheden mulighed for at ændre på måden, vi skal fortolke loven på. Vi er altid forpligtet til at vurdere, om der er hjemmel i loven til at bevilge et hjælpemiddel. Den vurdering har vi foretaget og afventer nu, om vi kan få en anden vurdering. Det handler altså om at forstå, at en myndighed ikke kan gå uden for loven med mindre en myndighed, som har den endelige kompetence – altså Ankestyrelsen – kommer med et andet bud på fortolkning af loven, oplyser Lene Jensen.

Ankestyrelsens afgørelse vil kaste lys over, om Randers Kommune skal undersøge sagen yderligere.

– Hvis det viser sig, at vi kan fortolke loven anderledes, så gør vi meget gerne det, fremhæver omsorgschefen.

Når Ankestyrelsens afgørelse foreligger, vil Lene Jensen tilbyde Diana, at tage en samtale om mulige løsninger for hende.

Kommentarer