Kultur

Dansk Blindesamfund inviterer til Melodi Grand Prix for blinde og svagsynede

Martin Brygmann og Ida Marie Christensen glæder sig til at være værter for Low-Vision Song-Contest 2021.

Vær med når Dansk Blindesamfund byder op til en musikalsk festaften, når der for allerførste gang afholdes Melodi Grand Prix for blinde og svagsynede. Værterne Martin Brygmann og Ida Marie Christensen fyrer op for en underholdende Grand Prix-fest.

Idag fredag den 7. maj klokken 20 går det løs, når Dansk Blindesamfund for allerførste gang inviterer til virtuel Low-Vision Song-Contest, som er den danske udgave af Melodi Grand Prix for blinde og svagsynede. Martin Brygmann og Ida Marie Christensen står i spidsen, når der blændes op for en festlig aften i musikkens tegn. Otte sange skal dyste om at repræsentere Danmark til den europæiske udgave af Low-Vision Song-Contest den 21. maj.

Festlig aften

Med Martin Brygmann og Ida Marie Christensen i front skal Danmark finde dette års Melodi Grand Prix-hit, som skal sikre de rød-hvide farver en god placering ved EURO Low-Vision Song-Contest. Martin Brygmann glæder sig til at indtage værtsrollen for det første Melodi Grand Prix for blinde og svagsynede.

”Jeg var aldrig i tvivl, da jeg blev kontaktet. Tænk at være vært på det allerførste Low-Vision Song-Contest nogensinde, og så sammen med den kære dygtige Ida Marie Christensen. Det er et vidunderligt initiativ, og jeg har svært ved at vente til på fredag, hvor vi går i luften. Jeg tør godt garantere en formidabel aften”, siger Martin Brygmann, der er kendt for sin enestående evne til at underholde danskerne inden for både tv, film, teater og musik.

Kvinden, der kommer til at stå ved Martin Brygmanns side er Ida Marie Christensen, der er stærkt svagsynet, er på landsholdet i blindesporten goalball samt er sanger og studerende på det Jyske Musikkonservatorium. Sammen skal de guide seerne igennem et brag af en fest, hvor det danske bud på en vindersang skal findes.

Otte artister kæmper om publikums gunst

De otte sange og artister, der skal give danskerne en musikalsk festaften ved dette års Low-Vision Song-Contest er udvalgt af en jury bestående af seks musikkendere med synshandicap.

De otte artister og sange er:

  • De spillende muldvarpe – ”Imara”
  • Kim Preuthun – ”Fat i firserne”
  • Bent Bomholt – “Livets skib”
  • John Heilbrunn – “Author of my life”
  • Søren Høg – ”Du er det hele værd”
  • Provinsprojektet – ”Kom og dans”
  • Susanne Have – ”Blind Date”
  • Lars Bang Andersen og Lykke Katsøe – ”En dejlig dag”

Foruden artisternes musikalske underholdning byder det to timer lange show på et spektakulært sceneshow krydret god stemning og underholdende indslag.

Det er Dansk Blindesamfunds konference- og kursuscenter Fuglsangcentret, der lægger scene til det forrygende show. Artisterne vil dog ikke være at finde på podiet, da de forinden har indspillet sangene af hensyn til den aktuelle coronasituation. Derfor bliver der heller ikke noget hujende publikum i salen, men alligevel er der masser af plads til fest, når showet livestreames på Dansk Blindesamfunds Facebook-side: www.facebook.com/danskblindesamfund

En digital publikumsvæg skal sikre, at man alligevel kan mærke publikums reaktioner og føle fællesskabet under showet. Publikum og seere har nemlig en vigtig rolle til Low-Vision Song-Contest, da det udelukkende er dem, som afgør, hvem der bliver den danske kandidat til EURO Low-Vision Song-Contest 2021. Afstemningen vil foregå via SMS, hvor du har mulighed for at give dit besyv med.

Sådan bliver Low-Vision Song-Contest 2021:

  • Dansk Blindesamfunds bud på Melodi Grand Prix med blinde og svagsynede artister finder sted fredag den 7. maj klokken 20. Martin Brygmann og Ida Marie Christensen er værter.
  • Aftenen byder på otte sange, der alle kæmper om at vinde publikums gunst.
  • Seerne er under showet med til at bestemme, hvilken sang der skal repræsentere Danmark til den europæiske udgave af Low-Vision Song-Contest den 21. maj. 2021
  • Showet begynder klokken 20 og du kan følge med på Dansk Blindesamfunds Facebook-side: www.facebook.com/danskblindesamfund

Kommentarer