Livsstil og forbrug

Campen Auktioner For Livet

Foto: Campen Auktioner A/S

Under hashtagget #CampenForLivet lancerede Campen Auktioner og Stafet For Livet en helt unik velgørenhedsauktion. Grundidéen var at indsamle midler til Stafet For Livet/ Kræftens Bekæmpelses livsvigtige arbejde. Over 60 talentfulde kunstnere, malere og skulptører fra hele landet havde doneret værker til auktionen, som samlet set indbragte over 50.000,- kr. til kræftforskning.

De passionerede kunstnere med indre ildsjæle havde hver især sin bevæggrund for at skænke deres respektive smukke, personlige værker til velgørenhedsauktionen: næstekærlighed, tab af pårørende til kræften, illustration af livet i sin ubarmhjertige uretfærdighed – eller at opmuntre, sprede håb og fejre livet i dets mangfoldighed… Alle havde de et dybtfølt budskab, som på eftertænksom og velovervejet vis blev projekteret over på deres bemærkelsesværdige kunstværker.

Lisa Klok, den talentfulde kunstner bag det pragtfulde maleri, der fik det højeste hammerslag, fortæller: ”Da jeg hørte om velgørenhedsauktionen, gik jeg straks i gang med at male Et kys til sjælen. Jeg ønskede at sætte fokus på individet, dets skævhed og tilkendegive, at diversiteten ikke blot er helt ok – den er det smukke og finurlige ved mennesket.”

Forskelligheden blandt værkerne var virkelig enorm: fra smykker over skulpturer og keramik til malerier og træinsekter. Hvert kunstværk kom med sin helt egen, personlige fortælling, som skabte stor menneskelig værdi og en varm feel good-fornemmelse hos byderne/køberne.

Koordinator hos Stafet For Livet i Randers, Kasper Mackenhauer, konstaterer: ”Der har været en overvældende interesse for at donere kunstværker til velgørenhedsauktionen. Deltagelsen overgik totalt vores forestillingsevne. Vi håber meget, at vi i samarbejde med Campen Auktioner kan gentage succesen i forbindelse med afviklingen af Stafet For Livet 2023.”

Velgørenhedsauktionen blev afviklet via Campen Auktioners auktionsplatform på www.campenauktioner.dk Alle kunstværker var beskrevet og visuelt præsenteret fra flere sider. Mange kunstnere havde derudover skildret deres inderste tanker i forbindelse med værkerne.

Adm. direktør fra Campen Auktioner, Ané Gyldholm, konkluderer: ”Campen Auktioner har til stadighed fokus på velgørenhed. Vi er meget bevidste om vores samfundsmæssige og sociale ansvar som virksomhed. Derfor er vi også usigeligt stolte af, at vores engagement kunne bidrage positivt til Stafet For Livets dedikerede kamp mod kræft.”

Campen Auktioner lod alle hammerslag gå ubeskåret til Kræftens Bekæmpelse – derudover blev købersalær, gebyr og moms ikke opkrævet. Denne fine gestus muliggjorde, at godt 50.000,- kr. nu kan gøre en afgørende forskel for mennesker, som – direkte eller indirekte – er berørt af kræft.

Kommentarer