112

Bortvisning af ekskæreste endte med flere sigtelser i Havndal

Foto: Rigspolitiet

Tirsdag kl. 22.44 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra en kvinde, hvis ekskæreste havde indfundet sig i hendes lejlighed i Havndal og nu lå og sov i hendes seng. Manden var meget påvirket, og kvinden ønskede politiets hjælp til at få ham ud af huset.

Da patruljen ankom til stedet, blev den 32-årige mand gentagne gange bedt om at forlade stedet. Manden løb pludselig ud af huset, men satte sig i stedet i baggården.

Betjentene tog atter kontakt til ham, og gjorde ham bekendt med, at han skulle forlade matriklen. Dette nægtede manden, der begyndte at råbe skældsord efter betjentene.

Den 32-årige mand blev anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden og for fornærmelig tiltale mod polititjenestemand.

Manden nægtede dog at lade sig anholde, og det endte med tumult, hvor den 32-årige mand slog en af betjentene i ansigtet.

Han blev derfor også sigtet for vold mod polititjenestemand og for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde.

Kommentarer