Ø. Bjerregrav

Borgmester og kommunaldirektør besøger Øster Bjerregrav i morgen onsdag

Når Borgmester Torben Hansen og kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt i morgen besøger Øster Bjerregrav skal de blandt andet høre om Projektforum og byfornyelsesprojektet, som på byrådsmødet mandag aften netop blev bevilget 3,5 millioner kroner, der skal til for at det kan realiseres. Arkivfoto

I morgen onsdag 16. januar får Øster Bjerregrav besøg af borgmester Torben Hansen og kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt. Efter en rundtur i byen inviterer de til kaffe i Bjerregravhallen.

I morgen onsdag den 16. januar fra får Øster Bjerregrav besøg af borgmester Torben Hansen og kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt.

Besøget indledes med en rundvisning i byen sammen med repræsentanter fra byens foreninger. Først går turen til hallen, hvor gæsterne skal høre om boldklubben og se hallen og nogle af de seneste tiltag der er lavet med blandt andet nyt fitnesslokale og renovering af omklædnings- og toiletfaciliteter.

Så går turen igennem Aktivitetsparken, hvor fjerde og foreløbigt sidste etape blev indviet sidste år. Videre til Bjerregravcentret, hvor borgmesteren og kommunaldirektøren vil blive præsenteret for Projektforum og planerne for et større byfornyelsesprojekt for Øster Bjerregrav og Over Fussing. Planer, der nu kan realiseres efter byrådet mandag aften nikkede ja til en bevilling på 3,5 millioner kroner.

Hvis tiden tillader det, vil man også komme FDF’ernes nye klubhus, det nyrenoverede forsamlingshus og Dagli’Brugsen.

Kaffe og dialog i Bjerregravhallen

Fra klokken 15 er alle borgere inviteret til Bjerregravhallen, hvor man over en kop kaffe kan få en snak med borgmest er Torben Hansen og kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt om, hvad der rører sig i byen.

“Har du noget på hjerte? Vil du fortælle om din oplevelse med Randers Kommune? Noget du er glad for eller måske forslag til noget, der kan give os en endnu bedre kommune? Så vil borgmester Torben Hansen og kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt gerne møde dig. Alle er velkomne, og intet emne er for stort eller småt”, lyder det i indbydelsen fra kommunen.

Kommentarer