Børnehuset Birkebo fejrer 25 år med rum til de yngste
I dag fejrer Børnehuset Birkebo deres 25 års jubilæum. 25 år med rum til Randers Kommunes yngste borgere, fokus på madglæde, bevægelse og stabilitet. Dagen bliver markeret med festlig fejring for både store og små.
Børnehuset Birkebo tog imod deres første børnegruppe den 1. november 1996. I dag den 5. november 2021 bliver 25 års jubilæet markeret med festlig fejring og jubilæumssang, som børnehusets pædagoger selv har skrevet.
“I dag er en særlig dag for Børnehuset Birkebo, hvor vi ser tilbage på 25 gode år med rum til de yngste. Personalegruppen i Børnehuset Birkebo har gennem årene været kendetegnet ved stabilitet, men samtidig er kendetegnet for Birkebo også forandringer. Børnehuset har nemlig altid fulgt med tiden og udviklet sig løbende – ligesom vi også vil gøre det i fremtiden,” fortæller Michael Ross, dagtilbudsleder i Dagtilbud Sydvest.
“Vores børnehus har gennem årene været indrettet forskelligt, og der er løbende blevet bygget om. I 2018 lavede vi en ombygning, der har skabt større sammenhæng mellem vores stuer og børnene. I den forbindelse fik vi også et nyt multirum, der understøtter vores store fokus på motorik og bevægelse. Her er der plads til fysisk udfoldelse, og rummet skaber gode rammer for at styrke børnenes motoriske udvikling,” fortæller Sussi Eva Steenfeldt, pædagogisk leder i Børnehuset Birkebo.
Børnene har fra formiddagen haft besøg af en tryllekunstner, der har overrasket dem med spændende underholdning. Eftermiddagen står på festlig fejring med forældre, børn og tidligere kollegaer.
Økologisk madglæde
Madglæden hos de yngste har altid været et vigtigt opmærksomhedspunkt i Børnehuset Birkebo. Birkebo var en af de første institutioner, der begyndte med en madordning for børnehavebørn. Og i 2018 modtog børnehuset guldmærket i økologi. Et mærke, der betyder, at 90-100% af den mad, som børnene får serveret, er økologisk.
“Vi har stort fokus på at give vores børn de bedste forudsætninger for fremtiden. Her spiller økologi og forståelsen for råvarer rigtig meget. Madglæde er noget, vi giver til børnene, og måltiderne har derfor høj prioritet i vores børnehus. Det økologiske guldmærke har samtidig inspireret vores kostfaglige medarbejdere til at have et stærkt fokus på bæredygtighed og minimere madspildet i forbindelse med måltiderne,” fortælle Sussi Eva Steenfeldt.
Børnehuset Birkebo er en del af Dagtilbud Sydvest. Her har alle dagtilbuddene et stort fokus på økologi og bæredygtighed, og de inspirerer løbende hinanden med idéer og tiltag til store glæde for børnene.
Kommentarer