Udbyhøj

Det blå tog blev fejret og lever i bedste velgående

50 år og fortsat en eftertragtet færgerute.

Udbyhøj Færgen blev i dag fejret på behørig vis med sejlads for inviterede gæster og gratis overfart hele dagen. Med mere end 62.000 passagerer om året i de seneste ti år er Udbyhøj Færgen stadig en betydningsfuld overfart.

Udbyhøj Færgen stævnede første gang ud på Randers Fjord for halvtres år siden –  i 1967 – og dermed var Udbyhøj ikke længere en delt by. Nord og syd blev forbundet via vandvejen.

Det havde stor betydning for livet i lokalområdet og skabte samtidig en ny genvej for trafikken mellem det nordlige Jylland og hovedstaden, hvor man dengang rejste med Grenaa-Hundested. Kystvejen på Djursland mod Udbyhøj blev derfor hurtigt et naturligt valg.

Trafikken toppede i 1992, hvor 52.000 biler kørte om bord på færgen, men i dag er færgen fortsat en nem genvej.

Løser trængselsproblemer

Udbyhøj Færgen drives af Norddjurs og Randers kommuner i fællesskab.

I forbindelse med 50-års jubilæet vil rejsende med færgen i forårs- og sommermånederne kunne læse mere om Udbyhøj Færgens historie og se fotos gennem tiden på en lille plancheudstilling om bord på færgen.

– Færgen var og er en betydningsfuld transportvej. Mange kørende håndværkere og borgere bruger overfarten som genvej. Færgen bidrager til at løse trængsel og lange køreture, og samtidig er det muligt at nyde den smukke natur på overfarten, siger Claus Omann Jensen, borgmester i Randers Kommune

I perioden den 26. marts til 23. april bliver jubilæet fejret med at give én procent i rabat for hvert år, overfarten har eksisteret. Man kan derfor komme med på turen for halv pris.

Kommentarer