Paderup

BILKA åbnede med fuld musik, konfetti og velkomsttaler

I den tidligere morgensol foran det nye BILKA i Randers Storcenter stod personalet klar med frisk kaffe og rundstykker til de morgenfriske, der var mødt frem til åbningen af det nye varehus, og Randers Pigegarde underholdte, mens folk ventede på, at dørene skulle gå op.

Klokken 05.50 gik Karin Salling til mikrofonen og bød velkommen:

– Kære gæster. I dag er en mærkedag, ikke kun for Bilka’s medarbejdere og mig personligt, men også for jer kunder – ja for hele byen. For vi er mange, der har ventet meget længe på, at Bilka skulle komme til Randers.

– Randers står for mig som noget ganske særligt. Jeg er født og opvokset kun lige 500 meter herfra, og derfor ved jeg, at Randers igennem mange mange år har været en stærk, solid og stolt handelsby. Jeg håber og tror, at Bilka kan medvirke til yderligere at styrke handelslivet og skabe vækst i den by, vi alle ønsker at værne om.

– Det glæder mig derfor også meget, at se den store opbakning, der hele vejen igennem har været, både fra politikere, butiksdrivende og til alle jer, som nysgerrigt har fulgt med i tilblivelsen af det nye Bilka, som i dag fremstår som Danmarks mest moderne varehus. Jeg vil gerne sige tusind tak til jer alle.

Herefter gav fru Salling ordet til borgmester Torben Hansen.

– Jeg ved, at det her er en dag, som mange har set frem til i mange år. Bilka har længe haft et ønske om at etablere sig i byen, og det har været en lang proces, før det lykkedes. Og nu står vi her, få minutter før åbning, og det glæder mig utrolig meget, at jeg kan byde Bilka velkommen her i Randers.

– Bilka bliver nu en del af en by og en kommune i fremdrift. I bliver en del af en by med masser af kreative fyrtårne, virksomhedsfyrtårne og som vi siger, hvor å bliver til hav og hvor det ferske bliver salt. Og Bilka, I bliver også en del af en stærk detailhandel i Randers, og jeg er sikker på, at I vil være med til at trække flere borgere og flere handlende til byen og udbygge den styrkeposition vi har som handelsby. Det er godt for byen og det er godt for jobskabelsen

– Jeg vil gerne kvittere for det gode samarbejde, der har været mellem kommune og Bilka undervejs. Samtidig vil jeg også gerne fremhæve Tradium, vores lokale tekniske skole, som har hjulpet ved rekruttering af de mange nye medarbejdere og som har været med til at skaffe det fornødne antal butikselever. Det er et stærkt signal, og det viser, at det samarbejde, der er mellem detailhandel og de faglærte uddannelser fungerer rigtigt godt.

Den form for samarbejde er netop det, der kendetegner Randers. At vi kan samarbejde og stå sammen om at finde løsninger; kommune, uddannelsesinstitutioner og erhvervsliv i samhørighed. Det er på jysk ikke så ringe endda. Så med det positive budskab vil jeg byde Bilka hjertelig velkommen til Randers, stort tillykke med åbningen, og hermed igen give ordet til Karin Salling.

Herefter klippede Karin Salling snoren og de allerførste kunder myldrede ind i butikken

Kommentarer