Kultur

Biblioteket er for alle – også for ordblinde

Randers Bibliotek markerer den internationale ordblindeuge uge 40, hvor man blandt andet kan opleve et foredrag med Jesper Sehested fra etlivsomordblind.dk. Fremsendt foto

Randers Bibliotek markerer den internationale ordblindeuge i uge 40 med en temaaften om overgangen til uddannelse eller arbejdsmarked for ordblinde.

Randers Bibliotek arbejder målrettet på at blive mere tilgængelig for ordblinde og mennesker med læsevanskeligheder generelt. Torsdag den 5. oktober 2023 inviterer biblioteket derfor til en spændende og alsidig temaaften med spotlight på udfordringer og muligheder for ordblinde.

– Aftenens overordnede tema er, hvordan man bliver klædt på til overgangen til enten arbejdsmarked eller uddannelse. Der er foredrag med Jesper Sehested fra etlivsomordblind.dk, og deltagerne kan møde Frederik, der fortæller om at være ordblind studerende, fortæller Signe Winther Brinkmann, koordinator for Skole og Uddannelse på Randers Bibliotek.

Programmet byder også på interessante oplæg om støttemuligheder i uddannelsessystemet og it-hjælpemidler. Derudover kan man møde lokale interessenter med tilbud til ordblinde og deltage i bibliotekets store ordblindequiz, hvor der er fede præmier på spil.

Temaftenen er en del af den internationale ordblindeuge, og i hele uge 40 indtager flere hundrede ordblinde folkeskoleelever biblioteksrummet som del af en camp, der er planlagt af Skolernes Udviklingscenter.

Arrangementet den 5. oktober er åbent for alle og arrangeres i samarbejde med Tradium og andre uddannelsesinstitutioner i Randers. Dørene åbnes klokken 19, og det hele foregår i Kulturhusets sal. Det er gratis at deltage, og man skal ikke tilmelde sig.

 

Kommentarer