Livsstil og forbrug

Bedre muligheder for tilskud til grøn varme og energirenovering

Hvis de utætte vinduer trænger til at blive skiftet ud, eller det sorte fyr skal erstattes af en grøn varmepumpe, så bliver der nu bedre mulighed for at få tilskud. Fremover bliver der flere årlige ansøgningsrunder til den såkaldte Bygningspulje, så ansøgningerne kan blive behandlet hurtigere, og så man ikke skal vente et helt år med at søge igen, hvis man får afslag. Samtidig justeres tilskuddet, så flere kan få støtte. Næste ansøgningsrunde åbner i starten af april.

I efteråret blev de første 245 mio. kr. ud af mere end 2,3 mia. kr. til energieffektiviseringer og udskiftning af olie- og gasfyr udmøntet. Flere end 19.000 boligejere søgte om tilskud, men kun 5420 fik tildelt støtte. Derfor er regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale, SF, Enhedslisten, Konservative, Liberal Alliance og Alternativet enige om at justere puljen, så flere kan få tilskud, og så ansøgningsprocessen forbedres. Det skal sikres ved at uddele den årlige pulje over flere omgange og sætte tilskudssatsen en anelse ned. 

”Der har været en helt overvældende interesse for at søge tilskud til udskiftning af olie- og gasfyr og energiforbedringer. Det er naturligvis meget positivt, at danskerne har taget så godt imod ordningen. Men det betød desværre også, at mange oplevede at få et afslag. Derfor har vi nu handlet hurtigt og tilpasset puljen, så flere kan få tilsagn om tilskud fremadrettet”, siger klimaminister Dan Jørgensen. 

Fra blandt andre installatører af varmepumper har der lydt en bekymring for, at tilskudspuljen medfører en såkaldt ”stop-go” effekt på markedet, samt en kritik af for høje tilskudssatser. Justeringen af ordningen imødekommer også den kritik.

”Vi lærer af vores erfaringer og lytter til den kritik, vi får. Derfor tilpasser vi nu puljen, så vi nedbringer sagsbehandlingstiden og så flere kan få tilskud. Samtidig imødegår vi de mulige negative effekter på markedet. Desuden sikrer vi med flere årlige ansøgningsrunder, at man ikke skal vente et helt år, før man kan søge igen, hvis man får afslag. Vi vil følge udviklingen tæt, så vi hele tiden sørger for, at de mange midler, vi har afsat til klimavenlig varme, bliver anvendt så effektivt som muligt”, siger klimaminister Dan Jørgensen.

Med den samlede indsats til udfasning af olie- og gasfyr og forventet udvikling skønnes det, at de fleste oliefyr og omtrent en tredjedel af gasfyrene vil være udskiftet i 2030. Tiltagene til udfasning af olie- og gasfyr aftalt med klimaaftalen og Finansloven 2021 forventes at reducere CO2-udledningerne med 0,7-0,8 mio. tons i 2030.

Første ansøgningsrunde åbner i ugen efter påsken.

Oprindeligt skulle puljen have åbnet i slutningen af marts, men pga. behov for ekstra tid til udvikling af ansøgningsportal og bedre vejledningsmateriale er åbningen blevet udskudt til efter påske.

Baggrund

  • Bygningspuljen stammer fra Energiaftalen 2018 og er målrettet besparelser i energiforbruget i helårsboliger. Den giver bl.a. tilskud ved skift til varmepumper, isolering af klimaskærmen og til optimering af boligers drift.
  • 60 pct. af puljen er målrettet projekter, som indebærer konvertering fra olie-, gas- og biokedler samt elvarme til varmepumper eller konverteringer til varmepumper sammen med energieffektiviseringstiltag.
  • Man kan søge tilskud fra Bygningspuljen som privatperson, andelsboligforening, ejerforening i etageejendom, virksomhed, forening og selvejende institution.
  • Der er afsat i alt 2.360 mio. kr. til puljen med energiaftalen 2018, klimaaftalen for energi og industri mv. 2020 og Finansloven 2021 i perioden 2020-2026 (løbende priser). Derudover en andel af de 650 mio. kr. som med Finansloven 2021 blev afsat til tilskudspuljerne til udfasning af olie- og gasfyr i årene 2021-2024.
  • Der forventes at blive fastlagt tre ansøgningsrunder i 2021. Et tilsagn om tilskud gælder i 2 år.
  • Det vil fremadrettet være muligt at få et tilskud til en varmepumpe på ca. 21.140-25.850 kr. per standardhusstand. En varmepumpe, som både kan levere rumvarme og varmt brugsvand til en almindelig husstand, koster typisk mellem 85.000 og 150.000 kroner inklusiv installation.

Kommentarer