112 og retsvæsen

Bål formentlig årsag til at lade brændte ned i Ø. Bjerregrav

Tirsdag kl. 17.56 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om brand i en lade på Over Fussingvej i Øster Bjerregrav ved Randers. Da politiet ankom til stedet var store dele af laden overtændt, og store dele var allerede brændt væk. Brandvæsnet var i fuld gang med slukningsarbejdet, der overgik til en kontrolleret nedbrænding.

Der var ingen personer på stedet, idet laden og de tilhørende bygninger stod tomme. Der var ikke umiddelbart fare for, at branden kunne sprede sig til omkringliggende bygninger, men idet ladens tagplader indeholdt asbest blev Randers Kommunes miljøvagt kontaktet med henblik på at sikre en korrekt oprydning efterfølgende.

Det var tirsdag eftermiddag ikke muligt at foretage brandundersøgelse på stedet, hvorfor der ikke umiddelbart kunne fastlægges en brandårsag. Østjyllands Politi blev dog senere tirsdag aften kontaktet af en kvinde, der oplyste, at hendes 14-årige søn og hans kammerat var gået til bekendelse og havde fortalt, at de tidligere på dagen havde lavet et mindre bål i laden, men at de mente, at de havde slukket for det, inden de forlod stedet.

Da drengene begge er under den kriminelle lavalder, er de ikke blevet sigtet for forsætlig brandstiftelse.

Kommentarer