Langå

Arne flytter gården ind på ældrecenter Kildevang

Arne Brøndum er i hønsehusets for at høste dagens æg. Foto: Randers Kommune

På ældrecenteret Kildevang i Langå har de fået nye populære beboere: Tre høns i et hønsehus. Arne Brøndum, der er gammel landmand, er blevet udpeget som førstestyrmand i hønsehuset, for ham er det som at være tilbage på gården – det giver livsglæde, og så er han ovenikøbet dygtig til det.

De tre nytilflyttede beboere på ældrecenteret Kildevang i Langå er små, har vinger og bærer fjerdragt. De hedder Jytte, Lonni og Lis og er af hønseracen Dværg Wyandot. Arne Brøndum er tidligere landmand, 80 år og har boet på ældrecenteret i et år, nu har han påtaget sig opgaven at passe de tre høner i det nye hønsehus. En opgave, der ikke ligger fjernt fra Arnes opgaver i livet på gården i Ålum.

– Jeg har boet det meste af mit liv i Ålum og brugt meget af tiden i marken eller hos køerne i laden. Jeg nyder naturen og kan godt lide at være sammen med dyrene, det er vigtigt for mig, at de har det godt. De nye høner får besøg af mig tre-fire gange om dagen, jeg nyder det, siger Arne Brøndum.

Arne er ikke den eneste beboer på Kildevang, der har fået øje på de tre høns, og særligt deres æg er der rift om. Selvom Arne besøger dem ofte, fodrer og gør rent, er det ikke altid, han får fingre i de populære æg.

– Det er lækkert med friske æg til morgenmad, og jeg ved, de har det godt, når de lægger æg til os, siger Arne.

Værdi i hverdagen

Hønsehuset blev samlet og stillet op af frivillige tilknyttet Kildevang, og det stod klar den 1. juni. Pengene til huset donerede Lions Club, der gav 9.000 kroner til etablering og opstart.

– Det er værdifuldt, når ældre får mulighed for livsbekræftende oplevelser i hverdagen. En stor tak skal lyde til Lions Club for at have opmærksomheden rettet mod ældres trivsel. Omsorgsudvalget vil gerne give beboerne på vores ældrecentre den bedst mulige tid og hønsehuse samt sanse- og urtehaver er gode tiltag, der både giver mening, velvære og aktivitet hos de ældre, der har kræfterne til at deltage i aktiviteterne, siger Ellen Petersen, der er formand for omsorgsudvalget i Randers kommune.

Hønsene er et godt supplement til ældrecenterets sansehave, som bidrager til at aktivere flere af de ældre både fysisk og mentalt:

– Det er ikke altid vi som plejepersonale ved, hvordan hønsene passes bedst eller urterne skal dyrkes, men en tidligere landmand som Arne, han ved bare noget om det. Han blomstrer af det. Jeg tror, han føler, at han har en værdi i hverdagen, og det har vi alle brug for, siger Mathilde Hostrup Overgaard, der er fysioterapeut på Ældrecenter Kildevang.

Arne ønsker flere dyr

Stod det til Arne, kunne de sagtens udvide med både køer og heste i plejehjemmets have:

– Jeg har aldrig haft dyr, der var lavere end knæhøjde, så det kunne være rart, hvis vi en dag kan udvide med lidt større dyr.

Selvom det ikke lige er indkøb af store dyr, der står øverst på ældrecenterets ønskeliste, bliver der lyttet til de ældre, med det formål at gøre hverdagen så let, hyggelig og god som muligt.

80-årige Arne Brøndum er tidligere landmand, og nu har han fået ansvaret for hønsehuset på Ældrecenter Kildevang i Langå, hvor han lige er flyttet ind. Foto: Randers Kommune

Kommentarer