I går skrev vi om den 21 årige ADHD-ramte Jannik og hans familie, som føler sig svigtet af Randers Kommune. For selvom kommunens politikere og forvaltning har stort fokus på at hjælpe især udsatte unge i uddannelse eller beskæftigelse, er det endnu ikke lykkedes i Janniks tilfælde.

Efter samtaler med Annette Sievers Jensen, der er mor til Jannik, har Randers Netavis forsøgt at få svar på nogle spørgsmål hos Jobcenter Randers, som i øjeblikket har Jannik placeret som “Aktivitetsparat.”

Vi vil gerne vide, hvad det konkret betyder af muligheder for Jannik, men som svar på vores mails henviser Jobcenter Randers til, at man af principielle årsager ikke kan svare i konkrete sager.

Men i en mail fra jobcentret lyder det dog: ”…Du er selvfølgelig altid velkommen til at deltage i relevante møder med jobcentret, hvis den pågældende borger ønsker det.”

Herefter forsøgte Annette Sievers Jensen på avisens vegne at få et møde med jobcentret.

Det lykkedes dog ikke.

Randers Netavis har efterfølgende forelagt sagen for Udsatterådet og ADHD-foreningen.

Jann Sjursen fra Udsatterådet opfordrer til at læse to rapporter som fortæller generelle erfaringer med unges forhold til jobcentret. Det er rapporterne Unge på kanten og Man føler sig som en tennisbold.

Jann Sjursen fra Udsatterådet mener man skal passe på at generalisere ud fra enkeltsager.

Jann Sjursen oplyser, at det kan være en fordel at søge hjælp hos Den Sociale Retshjælp.

– Det er en enkeltsag, som man skal passe på at generalisere ud fra. Der kan være mange særlige forhold, der spiller ind på det, der ser ud til at være et dårligt samarbejde mellem familien og kommunen, siger Jann Sjursen.

– Sagen peger på, at der altid er behov for en helhedsorienteret tilgang. Det ser ud til, at der har været tilbud fra mange forskellige instanser: Jobcenter, misbrugscenter, behandlingspsykiatrien og uddannelsessteder. Men de offentlige tilbud er jo åbenlyst ikke lykkedes med indsatsen, så man må håbe på, at kommunen i den konkrete sag får vendt skuden, så indsatserne kommer til at hjælpe Jannik bedre og det kommer til at gå fremad for familien opfordrer Jann Sjursen.

Sagen er også vist til formand for ADHD-foreningen, Dorte Vistesen. Hun bekræfter flere af de problemstillinger med kommunerne, som moderen Annette Sievers har forklaret.

– Historien med Jannik er desværre et klassisk eksempel, som vi i ADHD-foreningen hører meget ofte. Vores sekretariat og socialrådgiver bliver tit kontaktet af bekymrede forældre, som står med et ungt menneske, der lige er blevet voksent fortæller Dorte Vistesen.

– Det er rigtig svært med overgangen fra at være ung til at være voksen, fordi de ryger ud af en del af systemet, og ind i en anden del af systemet. Men som forældre skal vi stadigvæk have en masse forskellige kasketter på som f.eks. bankrådgiver, socialrådgiver, psykolog og meget mere, siger hun. De mange roller koster ressourcer både økonomisk i form af frihed fra job og personligt, når eventuelle søskende og parforhold også skal plejes og fungere. Her kunne kompensation være ønskelig – eksempelvis dækning af tabt arbejdsfortjeneste.

Dorte Vistesen oplyser, at det forældrene grundlæggende har brug for, er en person i systemet, som kan koordinere indsatsen for den unge. Dermed bliver tingene overskuelige både for den unge, men også for forældrene. Det virker i nogle kommuner, og en sidegevinst for dem er, at der kan spares mange kommunale kroner og kræfter, og den unge selv kan blive en vigtig ressource til fordel for alle.

– En mentor vil kunne aflaste hele familien. Som forældre har vi rigeligt med alle de bekymringer, som følger med forældrerollen. Der er hele tiden spørgsmål, som ikke kan besvares: Hvad laver han nu? Kommer han ud i noget skidt? Får han overhovedet mad? Får han vasket sit tøj o.s.v. forklarer Dorte Vistesen.

– Som formand for ADHD-foreningen ønsker jeg, at landets kommuner ville udveksle erfaringer om at håndtere personer med ADHD. Så ville vi sikkert kunne undgå mange af de uheldige situationer, som vi desværre ser mange af pointerer hun.

Hvad tror du der vil ske, hvis Jannik bliver overladt til sig selv?

– Så kan han blive en af dem, som ender på offentlig forsørgelse, udenfor arbejdsmarkedet eller i kriminalitet. Det viser blandt andet Rockwool Fondens forskning fra 2014. De unge som systemet ikke får fat i, bliver i sidste instans rigtig dyre for samfundet. Derfor er det trist, at nogle kommuner ikke kan finde ud af at hjælpe disse unge mennesker, understreger formanden for ADHD-foreningen.

Dorte Vistesen kan også nikke genkendende til Annette Sievers Jensens oplevelse af, at familier med ADHD-ramte ofte bliver kastebold mellem de forskellige kommunale kasser og instanser.

Formanden kan i det konkrete tilfælde ikke bekræfte, at der er tale om kassetænkning, men oplyser, at det meget vel kan være det.

Hun mener samtidig, at det kan være et udtryk for manglende indsigt i hvad det vil sige, at lide af ADHD, og situationen for de pårørende.

– Det er netop baggrunden for, at der skal være en koordinerende person, som er bindeled mellem den unge og de kommunale instanser, og den koordinator må ikke slippe den unge, før indsatsen fungerer. Det er en sammenhængende indsats, der er behov for fastslår hun.

– Som det er nu, er det hårdt at være ung og forældre i systemet. Jo flere nederlag de får, jo sværere bliver det at rette op på, konstaterer Dorte Vistesen.