Ålum

Ålum inviterer til Byloppemarked for femte gang

På søndag inviterer til den femte udgave af Byloppemarked i Ålum. Arkivfoto fra 2018

Med nu fem år på bagen og coronaudfordringer undervejs er Byloppemarkedet i Ålum tilbage på søndag 26. september.

Ålum Byloppemarked er nu en tradition, som for alvor har bidt sig fast, og omfanget er endnu engang vokset. I år er der således over 20 stande, som dels er placeret ved folks egne boliger og dels ved legepladsen på Charlotte Amalievej.

  Der sker noget helt specielt, når noget bliver en tradition, for så har man hele tiden i baghovedet, at ”det kan vi da lige gemme til byloppemarkedet”, og så der er ingen vej uden om, og nu gør vi det igen, lyder det fra Susanne Skytte, som er en af initiativtagerne til det lokale loppemarked i Ålum, der i år kan fejre fem års jubilæum.

Ålum har i løbet af coronaåret været igennem en rivende udvikling med restaurering af forsamlingshus med mere og etablering af Brostedet, og det har muligvis haft indflydelse på, at man i år fået endnu flere deltagere med i byloppemarkedet. Derfor kan besøgende også se frem til et overflødighedshorn af boder med spændende ting til salg. Noget er nyt, noget er brugt og andet er virkelig gammelt, lyder det fra arrangørerne.

Alle standene er markeret med flag, og det er muligt at få et oversigtskort udleveret, så man kan finde rundt til de mange boder i byen.

Oplev Ålum

Undervejs på krejlerturen igennem Ålum kan man tage en kaffepause ved Kabyssen i Dalen, nyde et øjeblik på legepladsen, gå en tur i skoven eller besøge Brostedet ved Nørre syd for landsbyen.

Byloppemarkedet finder sted på søndag 26. september fra klokken 10 til 15 og alle er velkomne.

Kommentarer