Samfund

3.A på Blicherskolen cyklede sig til en tur i Djurs Sommerland

3.A på Blicherskolen i Spentrup kan glæde sig til en klassetur til Durs Sommerland næste år. Foto: Randers Kommune

Freja og Marius vandt sammen med 3.A på Blicherskolen i Spentrup Randers Cykelbys lokale kommunepræmie i kampagnen ‘Alle Børn Cykler’.

Selvom Freja Windfeldt Helbo og Marius Birkkjær Mortensen cykler til skole næsten hver eneste dag, kunne de alligevel finde plads til at cykle lidt ekstra i september, da de sammen med 3.A på Blicherskolen i Spentrup var med i kampagnen ‘Alle Børn Cykler’. I kampagnen er det netop antallet af cykeldage, der gør en forskel, når vinderne skal findes. For Freja er det hverdag at cykle, og hun har bemærket nogle af fordelene ved de mange cykelture, fortæller hun.

– Jeg kan mærke en forskel de få morgener, jeg ikke cykler, der føler jeg mig mere slap i kroppen. Det er bare altid rart at få motion, så kan jeg bedre koncentrere mig, siger hun.

Og Marius er helt enig, han fik endnu mere lyst til at tage cyklen, da kampagnen kørte.

– Jeg havde fokus på, at jeg selv skulle cykle så mange dage som muligt – vi ville gerne vinde. Og så er det bare dejligt at være ude i naturen og mærke vinden, kulden og varmen, fortæller han.

Selvom det ikke blev til nye cykler til hele klassen, som var hovedpræmien i den nationale konkurrence, så kan de til foråret fejre sejren i den lokale konkurrence i Randers Kommune, med en tur til Djurs Sommerland. Hele klassen glæder sig til at sommerlandet åbner igen så turen kan gå til Djursland godt nok ikke på cykel, men i bus.

Freja og Marius vandt sammen med 3.A på Blicherskolen i Spentrup Randers Cykelbys lokale kommunepræmie i kampagnen ‘Alle Børn Cykler’. Foto: Randers Kommune

Stor opbakning fra både elever og forældre

Den landsdækkende kampagne ‘Alle Børn Cykler’ kørte i september måned i år på mange skoler i hele Danmark. Formålet med kampagnen er at motivere flere elever til at vælge cyklen som transportmiddel til skole og fritidsinteresser.

– Eleverne i 3.A var meget optaget af konkurrencen, man kunne virkelig mærke på langt de fleste, at det motiverede dem til at cykle i perioden. Men de var samtidig enormt gode til at respektere hinanden og deres forskellige muligheder for at cykle til og fra skole, siger lærer i klassen på Blicherskolen, Line Madsen.

Det er ikke altid nok, at eleverne selv er motiverede for en cykeltur. En simpel opfordring fra forældrene kan flytte børn fra bagsæde til cykelsaddel, lyder meldingen.

– Vi er en cykelskole, der både har cyklistprøver og udflugter på cykel, så det er naturligt for mange forældre at bakke op. Det kunne vi også mærke den her gang, hvor cyklerne blev klargjort, og nogen opfordrede til at tage cyklen i stedet for at hoppe ind på bagsædet af bilen, siger hun.

Randers Cykelby støtter hvert år kampagnen ‘Alle Børn Cykler’ med lokale præmier. Og mens førstepræmien, en tur til Djurs Sommerland, gik til 3.A fra Blicherskolen, så kan eleverne i 5.A på Blicherskolen og 4.A på Kristrup Skole se frem til en tur i biografen, da de delte anden- og tredjepræmien.

Fakta

I årets Alle børn cykler-kampagne, der kørte fra den 4. til den 17. september 2023, deltog flere end 1700 elever aktivt i Randers Kommune. Eleverne kom fra 10 af folkeskolerne i Randers Kommune. På landsplan deltog næsten 98.000 elever fra 746 skoler.

“Alle Børn Cykler” er arrangeret af Cyklistforbundet i samarbejde med TrygFonden. Du kan læse mere om den landsdækkende kampagne på www.alleboerncykler.dk

 

Kommentarer