Randers By

25 års jubilæum hos Erhvervsakademi Dania

Alan brænder for at undervise. Arkivfoto.

Alan Hjorth Hansen fejrer 25 års jubilæum hos Erhvervsakademi Dania.

Den 53 årige underviser er uddannet magister i engelsk og internationale studier fra Aalborg Universitet i 1993, og han har hver dag taget bilen fra hjemmet i Horsens til arbejdspladsen i Randers for at undervise på de korte og mellemlange videregående uddannelser.

Alan har gjort indtryk

Alan har et internationalt mindset og var med til at opbygge de første uddannelsesrelationer til Kina i 2001. Som han selv kalder det, var det ”ren Klondyke”, hvor der var stor kreativitet og opfindsomhed for at få kinesiske studerende til Randers. Noget må han have gjort rigtigt, for en af de kinesiske studerende tog hans navn og hedder i dag Alan Hjorth Gong. Alan har stadigvæk kontakt med flere studerende fra Kina og har et arsenal af sjove historier, som han gerne deler ud af.

Alan er kendt som en mand, der siger sin mening – i bedste mening. Han er afholdt og respekteret af kollegerne, og han tager sin rolle som underviser alvorligt. Undervisning er hans brændstof, og han er vild med sin metier. Altid engageret, humoristisk og med fokus på det sociale er han en medarbejder, man kan regne med og stole på.

Fritiden bliver brugt på golf med et handicap på 12 samt tennis. Han har været sammen med sin hustru
siden 1984 og har to voksne børn.

Kommentarer