Samfund

200 specialskoleelever til idrætsdag på Trekløverskolen

Eleverne fik med støtte fra fem af kommunens idrætsforeninger mulighed for at prøve kræfter med mange forskellige sportsgrene. Fotos: Randers Kommune

Målsætningen er klar. Flere elever fra specialskoler skal dyrke foreningsidræt. Derfor arrangerede Randers Kommune en idrætsdag for mere end 200 specialskoleelever i samarbejde med fem lokale idrætsforeninger, Trekløverskolens tre afdelinger og Oust Mølleskolen.

Al erfaring viser, at børn, der går på specialskole, deltagere væsentligt mindre i idrætsaktiviteter end andre børn. Undersøgelser på danske specialskoler peger på, at kun hvert tiende barn fra en specialskole, deltager i en fritidsaktivitet. For danske skoleelever i almindelighed deltagere 8 ud af 10 i en organiseret aktivitet efter skoletid. Som et led i Randers Kommunes partnerskab med DGI og DIF under Bevæg dig For Livet er det ambitionen af ændre på det forhold.

– Mange familier med et specialskolebarn har forståeligt nok ikke umiddelbart overskuddet til at finde et passende fritidstilbud, som kan rumme deres barn. Det er nok også den gængse opfattelse, at foreningslivet ikke er gearet til den opgave. Men faktisk er det noget som flere og flere bliver optaget af. Vi oplever en stigende interesse for at inkludere nye målgrupper i det etablerede foreningsliv.  Specialskoleelever er en oplagt mulighed til gavn og glæde for både børn og forældre. Samtidig står vi klar til at understøtte foreningerne i det arbejde, siger projektleder hos Bevæg Dig For Livet Randers, Jesper Jakobsen.

Mere end 200 elever fik torsdag den 20. april muligheden for at prøve kræfter med basket, Crossfit, amerikansk fodbold, gymnastik, dans, parkour, kampsport, atletik og bordtennis. Både skoler og foreninger er her efterfølgende klar til i samarbejde med forældrene, at hjælpe eleverne videre i gang med at dyrke en fritidsaktivitet.

Følgende idrætsforeninger deltog i dagen:

  • Randers Freja atletik
  • Randers Thunder
  • Randers gymnastiske Forening
  • Purhus IF
  • Randers Cimbria

Kommentarer