Ø. Bjerregrav

2.a på Bjerregrav Skole kåret som landets bedste mikroforskere

Glade og stolte elever fra 2.a på Bjerregrav Skole, som tirsdag fik at vide, at de har vundet den landsdækkende Mikroforskerkonkurrence 2020.  Fremsendt foto

Eleverne i 2.a på Bjerregrav Skole har været så dygtige til at udforske de små dyr i den nære natur, at de tirsdag vandt førstepræmien i den landsdækkende Mikroforskerkonkurrence 2020.

Med en imponerende rapport om korsedderkoppen sikrede 2.a på Bjerregrav Skole sig torsdag en absolut topplacering i den landsdækkende Mikroforskerkonkurrence 2020. 

Tirsdag samledes skolens elever og personale i skolegården for først at fejre 3.a, som også har deltaget i mikroforskerkonkurrencen. Herefter kunne man overraske 2.a med deres førsteplads i den landsdækkende konkurrence.

Klassen har sammen med deres lærer undersøgt korsedderkoppens fordøjelsessystem og spindelvæv. Måden, de arbejdede med projektet på, var nok til en kåring som Årets Mikroforskerklasse.

Udgangspunkt i elevernes undren

De 18 elever i klassen er gået i dybden med mikroforskningen – en ny naturvidenskabelig og  enkel arbejdsmetode for 0. til 3. klassetrin, hvor eleverne ud fra deres egen undren laver små naturvidenskabelige undersøgelser af naturens smådyr. De gennemgår syv arbejdstrin, hvor de selv skal formulere spørgsmål ud fra det, de undrer sig over. De skal også selv finde en metode til at få besvaret deres spørgsmål.

– Eleverne syntes, det var spændende helt fra start, de gik vildt op i at lede efter dyr, fortæller naturfagslærer for 2.a, Hanne S. Fast.  

– Jeg synes, det er en rigtig spændende, naturvidenskabelig metode at arbejde efter. Når eleverne skal afprøve egne ideer og selv søge oplysninger, bringer de sig selv i spil på en ny måde og bliver dermed mere engagerede. Og ingen af dem er bange for edderkopper længere, siger hun.

Høj kvalitet i arbejdet

Juryen, som består af et ekspertpanel fra Naturvejledning Danmarks Krible-Krable projekt, var ikke i tvivl om rapportens vinderkvalitet. Juryen har vurderet helheden i elevernes arbejde med mikroforskermetoden samt den proces, eleverne har været igennem fra Krible-Krable tur i naturen til konklusion og formidling til andre.

“Eksemplarisk måde at arbejde med undringsspørgsmål og hypoteser på. Fint fokus på tre spørgsmål om korsedderkoppen, fin tværfaglighed i praksis, flot proces, gode konklusioner og rigtig god elevinddragelse”, lyder det blandt andet fra juryen.

På en Krible Krable tur ud på fodboldbanerne fandt eleverne mange smådyr, som de fandt frem til en masse undringsspørgsmål om, eksempelvis: “Hvorfor kommer en regnorm op, når det regner?”.

Dernæst stemte eleverne demokratisk om, hvilke spørgsmål, de allerhelst ville have besvaret. Følgende spørgsmål fik flest stemmer: Kan en edderkop tisse? Hvordan kan en edderkop lave spindelvæv? Hvordan æder en edderkop?

Herefter fulgte en række studier, hvor eleverne fandt flere edderkopper, fandt viden på hjemmesider, undersøgte edderkoppen i et terrarie, tegnede, skrev, lavede skemaer og modeller. 

Resultatet af 2.a’s undersøgelser blev blandt andet, at edderkoppen suger indmaden ud af sit lammede bytte, at edderkoppens afføring er hvid og blandet med dens tis, og at den spinder med silketråd.

Til sidst blev hele processen formidlet i en rapport, som har været i konkurrence med 31 andre rapporter fra hele Danmark.

Første gang i stor skala

Mikroforskermetoden og den tilhørende børneforskerkonkurrence er en del af Naturvejledning Danmarks Krible Krable univers, den har norsk forbillede og det er første gang den afprøves i stor skala i Danmark.

– Børnenes undren og naturlige lyst til at udforske naturen er drivkraften i projektet. Når børnene er drevet af deres egen interesse, bliver de engagerede og får ejerskab til det undersøgende arbejde. Her er processen vigtigere, end om svarene er 100 procent korrekte,” siger projektleder for Mikroforskerprojektet, naturvejleder Kari Hald. 

Hun har det klare indtryk, at den nye undervisningsmetode er blevet vel modtaget på skolerne rundt om i landet. Mikroforskerprojektet, som er støttet af Novo Nordisk Fonden, skal skabe interesse for videnskab og forskning fra en tidlig alder.

Med førstepladsen følger 10.000 kroner, som 2.a kan bruge på en ekskursion til et sted, som kan bidrage til videre mikroforskning. Ud over pengene får eleverne overrakt hvert deres diplom samt et lille badge til at sætte på tøjet.

Kommentarer