11-årige Alexander fra Stevnstrup vinder Vinterlæsedysten

På bare én måned har 11-årige Alexander Olesen fra Munkholmskolen i Randers læst 16 bøger og i alt over 3.700 sider. Det gav en førsteplads i årets udgave af Vinterlæsedysten på Randers Bibliotek.
Over 100 børn fra Randers var en formiddag i sidste uge samlet i Kulturhusets Sal på Hovedbiblioteket. Her hørte de et foredrag med den prisbelønnede danske forfatter, Mette Finderup, der blandt andet har ført pennen bag de kendte og elskede serier om A.S.P.E (fantasy-serie for mellemstore børn, red.), Lasse-Leif, Sværdets Mester og Gemini.
Efter foredraget kunne børnene stille spørgsmål til den kendte forfatter, som selv blev klogere på dagen.
– Jeg kunne mærke, at børnene var meget optagede af at læse. De stillede spørgsmål, jeg aldrig før har fået; for eksempel hvordan man starter en bog, så den bliver rigtig spændende. Det siger noget om, at de også godt kan lide at skrive, siger Mette Finderup, hvis forfatterskab har kastet flere nomineringer og priser af sig.
Alexander tog prisen
På trods af det fine besøg var dagens højdepunkt kåringen af vinderen af Vinterlæsedysten 2025, hvor børn i 4. til 6. klasse i Randers Kommune har konkurreret i at læse flest sider i løbet af en måned. Ved en stor fælles indsats, har de deltagende klasser tilsammen læst næsten 65.000 sider – men én af eleverne har læst lidt mere end de andre.
Det er 11-årige Alexander Olesen fra Stevnstrup, der har læst 3.738 sider. Hans mor fik æren af at overrække præmien – en boggave med nogle af de bøger, Alexander godt kan lide at læse; og efter store klapsalver blev den unge læsehest omfavnet af en flok venner fra klassen.
Tegneserier er også bøger
Der er bøger overalt på Alexanders værelse; blandt andet Flunkerne, Kaptajn Underhyler, Hundemand, mangaserien Lightfall og ikke mindst favoritten, Jumbobøgerne.
– Vi har fået flere kommentarer om, at tegneserier ikke er rigtige bøger. Men det vigtigste for os er, at Alexander er glad for at læse. Han læser også andet, men for os må han læse, hvad han vil, siger Alexanders mor, Line Olesen.
Alexander selv supplerer:
– Jeg synes, Jumbobøger er sjove og spændende; jeg vil altid gerne vide, hvad der sker. Nu har jeg også fået lyst til at læse A.S.P.E., som vi lige har hørt om, lyder det fra den nykårede Vinterlæsedyst-vinder.
Mette Finderup benyttede anledningen til at give
Alexander en ekstra præmie, hun havde taget med, nemlig en bog fra A.S.P.E-serien.
Alexander ryster på hovedet, da han bliver spurgt om, hvorvidt han har læst ekstra meget i februar for at vinde Vinterlæsedysten. Og hans mor bekræfter:
– Det er helt normalt for Alexander at læse så meget.
Et godt råd
Alexander er en værdig vinder, konstaterer Mette Finderup, som i øvrigt har et godt råd til de forældre, der kæmper med det såkaldte ‘læsehad’ blandt børn og unge:
– Smid telefonen og læs sammen med dit barn. Du behøver ikke læse de bøger, dine børn læser – læs din egen krimi og hyg jer sammen.
Kommentarer