Randers By

Zornig melder afbud til borgermøde i aften

Lisbeth Zornig har meldt afbud til Velfærdslistens borgermøde på Underværket i aften. Arkivfoto

Lisbeth Zornig deltager alligevel ikke, som tidligere annonceret, ved Velfærdslistens borgermøde på Underværket i aften. Mødet gennemføres dog som planlagt. Det meddeler organisationskoordinator Per Schultz-Knudsen i en pressemeddelelse.

– Det er utroligt ærgerligt, men her til morgen har Lisbeth Zornig Andersen desværre af personlige årsag måttet melde afbud til vores borgermøde i aften, fortæller en tydeligvis ærgerlig Per Schultz-Knudsen.

Den tidligere formand for Børnerådet, samfundsdebatør, forfatter og direktør for Huset Zornig, Lisbeth Zornig, skulle have været en af oplægsholderne, når Velfærdslisten i aften, onsdag 19. april kl. 19.00, fortsætter sin række af borgermøder på Underværket, denne gang med temaet, ”Hvordan forbedrer vi forholdene for udsatte børn og familier?”

– Vi ved, at der er mange, der har glædet sig til at skulle møde Lisbeth Zornig, og vi er naturligvis kede af at måtte skuffe dem, konstaterer Per Schultz-Knudsen, der understreger, at borgermødet gennemføres med de to andre annoncerede oplægsholdere, formanden for styregruppen af plejefamilier i Randers, Palle Berthelsen, og kredsformand for Socialpædagogernes Landsforbund i Østjylland, Gert Due.

Borgermøderne, som Velfærdslisten nu har arrangeret et dusin af, er bygget op, så der efter de indledende oplæg er muligt for alle, der deltager i borgermødet, at komme til orde. Borgermøderne er blevet rost af både politiske modstandere og sympatisører for at være præget af en meget imødekommende og lyttende stemning, så også deltagere, der normalt ikke tager ordet i større forsamlinger, får mod til at komme med deres bud.

Formålet med borgermøderne er at give alle borgere i Randers Kommune mulighed for at komme med deres visioner på de områder, som især interesserer den enkelte, og dermed få direkte indflydelse på den politik, der skal føres i kommunen efter næste byrådsvalg.

Kommentarer