Debat og politik

Det er vist tid til en lille opdatering på skoleområdet

Hans Henrik Heibøll, Byrådskandidat for Velfærdslisten.

Debatindlæg af Hans Henrik Heibøll, Byrådskandidat for Velfærdslisten.

Jeg vil tage udgangspunkt i min skole, Vestervang, hvor jeg indtil fornylig sad i bestyrelsen og mine børn går. Byens største folkeskole må siges at have taget sin tørn af udfordringer siden august 2015, da elevtallet røg fra cirka 450 til præcis 1066 elever.

Derudover skulle der skaffes plads til væsentligt mere personale. Lige efter det store rykind påbegyndtes renoveringer af faglokaler, IKKE udvidelser. Det fik jo så den konsekvens at man ikke kunne bruge faglokaler i et halvt års tid, men måtte låne lokaler på HF ved siden af.

Pludselig bevilgedes penge til to musiklokaler samt to klasseværelser. Jeg gætter på at man kunne se man var nødt til at gøre noget fra forvaltning og byråd. Så det var jo fint.

Så kommer vi til udearealerne på skolen. Legepladsen er snart kun værdig til pindebrænde, ganske enkelt fordi indskolingen fra den ene dag til den anden blev fordoblet. Men her 2 ½ år senere er intet sket, udover at et konsulentfirma, der som regel ikke er helt billigt, er koblet på legepladsprojekter på Vestervang samt syv andre skoler i kommunen.

Men hvis der ingen penge er til at gøre det ordentligt, kan jeg da frygte tidsperspektivet i dette projekt. Der skulle ligge 13-14 millioner til 8 skoler. Hvor meget udeareal mon man får for det??

Da regnskabsåret 2016 gjordes op, var der et minus på 3.000.000 kroner på Vestervangsskolen. Det må siges at være voldsomt. Det pudsige er at både Vestervang og Rytterskolen i deres sidste år som selvstændige skoler genererede pæne millionoverskud.

Der er så lavet en plan fra skolens side over hvordan dette underskud minimeres/fjernes. En utaknemmelig opgave for en ledelse der har forsøgt at få tingene til at fungere med de midler der nu er til rådighed. Det er næsten en umulig opgave, da der er skåret helt ind til benet af såkaldte varme hænder i forvejen.

Hvordan er det kommet så vidt? Det er det blandt andet fordi skolen har været nødt til at lægge 2.000.000 kroner af eget budget til ting der skulle ordnes i forbindelse med fusionerne. Det kom der ingen penge til, altså igen en bekræftelse af at det har foregået alt for hurtigt og forhastet.

Nu hænger skolen på et millionunderskud i hvertfald de næste 4-5 år, i min optik fordi forligspartierne ikke har leveret varen. Så når man ikke kan skære mere på de varme hænder, så må det jo være eleverne der står for skud. Jeg nævner i flæng, nul lejrskoler, to-lærer ordninger, holddeling, ordentlig vikardækning osv osv…..

Så det lyder rigtig flot at V og DF vil smide flere penge efter skolerne alligevel, når man tænker på hvilke massive spareplaner der har været oppe at vende. Men der er jo selvfølgelig valg snart.

Problemet er bare at regnskabsåret 2017 formentlig kommer til at vise endnu større underskud end i 2016 (22 millioner) Det hul skal vel fyldes først?

Først derefter kan vi se hvad der er at gøre godt med, men det haster. Vi kan ikke byde børn, personale(som jeg selv er er del af) og ledelse disse forhold. Vi skal tilbage til det skolen handler om og det kan kun gå for langsomt.

P.S Jeg har skam ikke glemt at S var en del af skoleflertallet;)

Kommentarer