Debat og politik

Vi så os også gerne være velkomne til debatterne!

Debatindlæg af Flemming Østergaard
Spidskandidat til byrådsvalget i Randers for KD

Liberal Alliance (LA) og Kristendemokraterne(KD) var ligesom Enhedslisten og Alternativet, ikke inviteret til den politiske debat i forbindelse med sommerfesten i Stevnstrup onsdag aften den 7. juni 2017. Det synes de to spidskandidater til kommunalvalget Anders Burlund og Flemming Østergaard er ærgerlig.

LA og KD håber ikke, at udelukkelsen fra debatten, vil skabe præcedens for resten af perioden op til kommunalvalget i november. De sender derfor en åben invitation ud til alle, der overvejer, at afholde en debat frem mod kommunalvalget i november, med ønsket om, at de små partier også bliver hørt.

– Vi har svært ved at se logikken i, at det kun er partierne i byrådet, der skal have lov til at debattere Randers fremtid. I Randers er vi fire partier, der ikke får lov til, at komme med vores bud på, hvad der skal til, at gøre Randers til et bedre sted. Det er da et demokratisk problem, udtaler Anders Burlund, spidskandidat Liberal Alliance Randers.

Begrundelsen for afslaget om deltagelse i debatten i Stevnstrup er, at der vil være for mange partier med i panelet. Det forstår KD´s spidskandidat godt, men understreger, at det grundlæggende ikke er demokratisk fairness at udelukke.

– Vi anerkender fuldt ud den enkelte arrangørs ret til selv at bestemme, hvem de tager med, men for os små partier, er det svært at komme igennem med vores budskaber, hvis vi ikke får de samme vilkår, som de nuværende partier i byrådet. Sagt i al beskedenhed, så kunne det jo være, at vi har nogle politiske forslag, der kunne nytænke
tiltag i Randers Kommune, og som kunne kvalificere debatten , udtaler Flemming Østergaard, spidskandidat Kristendemokraterne Randers.

– Men når vi ikke kan få lov, at stille op og svare på borgernes spørgsmål til vores politik, så har vi tænkt os, at stille spørgsmål til paneldeltagerne ved arrangementet for vi vil blande os i den politiske debat – det er ikke er en trussel men et løfte, slutter Flemming Østergaard.

Kommentarer