Debat og politik

“Vi kan løfte i flok. Det er en helt særlig styrke, som vi skal tage med os ind i 2024”

Borgmester Torben Hansen (S) tog imod Dronningen, da hun besøgte Randers i august på sit sensommertogt med kongeskibet. Arkivfoto: Gitte Hagsholm

Borgmesterens nytårshilsen.

Af Torben Hansen. Borgmester, Randers Kommune

2023 blev måske for mange af os et år med både mange af os et år med både bekymringer for situationen i den store verden, for klimapåvirkninger, for prisstigninger og usikkerhed, og samtidig blev det et år med store oplevelser og sprudlende glæde over, at vi i fællesskab igen viste vores styrke til at udrette, forandre, hjælpe og bygge videre.

Derfor vil jeg gerne først og fremmest takke jer alle – for engagement og vilje til at gøre hvert et lokalsamfund endnu bedre og ikke mindst vilje til at hjælpe andre. Det er netop vores evne til at stå sammen, når vi virkelig vil, der betød, at vi satte ny landsrekord i Danmarks Indsamlingen tilbage i februar. Fra de yngste til de ældste blev der samlet ind. Foreninger tænkte kreativt, musikere, virksomheder, kunstnere, børn, skoleklasser – ja, et mylder af folk stod sammen for at samle penge ind til verdens udsatte børn.

Syv måneder senere skabte vi sammen en fantastisk dag, da H.M. Dronningen kom på besøg i august. Her hilste Dronningen på vores skønne lokalsamfund, Øster Bjerregrav, og kørte til folkefest i Tronholmparken i Randers. Majestæten fik på en dag et smukt indblik i, hvad vi både har at byde på i oplandet og i Randers by – at vi kan præstere det charmerende, det idérige, det sjove, det virkelystne og fremsynede midt i en fantastisk natur og med en fælles historie, der vidner om, at vi kan stå sammen. At vi kan løfte i flok – ikke bare lokalt, men på tværs i kommunen. Det er en helt særlig styrke, som vi skal tage med os ind i 2024.

En af de helt store opgaver foran os alle er, at vi skal gøre en afgørende forskel for vores klima og finde nye og bæredygtige veje. Det skylder vi vores kommende generationer. Derfor er jeg glad for, at vi har åbnet bæredygtighedsbutikken No 17 i Slotscenteret i Randers. Det er din og min butik til inspiration i bæredygtighed og nye vaner. Og i 2023 vedtog Randers byråd en strategi for mere skov, mere natur og mere klimaansvar. Inden for de næste seks år er det målet at rejse 3000 hektar ny skov i samarbejde med jordejere og virksomheder. Det vil for alvor kunne ses i vores landskab, hvor der i dag står 8000 hektar skov. Træer optager CO2, vi beskytter grundvandet, vi skaber hjem for arter, der lever i skoven. Vi beskytter områder med særlige drikkevandsinteresser, og skove styrker vores sundhed både mentalt og fysisk.

Skov har også værdi, når det handler om at slå sig ned. Og i kombination med, at vi 2023 opnåede, at tæt på alle husstande på landet i kommunen fik adgang til fiberbredbånd, så er potentialet stort for at bo i skøn natur ude på landet eller i landsbyen og alligevel have glæden ved digital og hurtig adgang.

2024 vil byde på udfordringer. Men ved fælles vilje og engagement og med vores særlige evne til at stå sammen, så finder vi løsninger. Vi er en mangfoldig kommune med en rig kultur. Vi har et stærkt civilsamfund og iderigdom. Lad os værdsætte det, lad os glædes over alt det der lykkes, sige det højt og gå ind i 2024 med en stærk vilje til at gøre vores fællesskab endnu bedre for alle.

Rigtig godt nytår til jer alle.

 

Kommentarer