Randers By

Veteraner med rettidigt omhu

Det er ikke bare den afdøde skibsreder Mærsk McKinney-Møller, som kan benytte det slogan. Det samme kan Veteran Cafeen Randers.

Efter med vilje at have holdt sig lidt i baggrunden et stykke tid, er Veteran Cafeen Randers igen klar med en lang række spændende aktiviteter for veteraner og borgere der vil vide mere.

Sidste år til Randers Ugen var Veteran Cafeen Randers med i Domen på Justesens Plæne. Det benyttede folkene bag Veteran Cafeen som en generalprøve på, hvordan de kan stå på egne ben, og derfor vil de nu vise, at de også kan selv.

Formand Nils Jakobsen oplyser, at de er nødsaget til at fortsætte af hensyn til veteranerne og deres pårørende.

– En af vores fornemste opgaver er at give informationer om og til veteraner og deres pårørende, siger Nils Jakobsen.

– Det har haltet lidt, men nu giver vi den gas igen, understreger han.

Allerede på lørdag den 1. september afholdes det første arrangement. Det bliver et brag af en fest, levende musik, auktioner m.v.

Festen hedder ”Veterandag” og begynder klokken 13, ved Veteran Cafeen Randers på Kirketorvet 2a. Her vil der være et stort overdækket telt, så der er plads til alle.

Klokken 14 går den første solist på scenen. Det er Tina Harbeck, som er kendt for at få en hel sal til at rocke med, når hun synger.

Omkring klokken 17 indtager den lokale Jesper Dideriksen scenen med sin guitar, og klokken 20 vil Esben Horn give den gas, og få publikum op fra stolene.

Når Jesper Dideriksen er færdig med at optræde, vil publikum være i stødet til en stor auktion, hvor en række flotte og spændende sponsorgaver bliver sat til salg, og går til højstbydende.

Til en god fest hører der øl, sodavand, vin, kaffe og kage til. Det kan alt sammen købes til rimelige priser. Det samme kan de lækre kamsteg-burgere.

Som altid går overskuddet til skadede veteraner.

Naturligvis er Veteran Cafeen Randers også med når der onsdag den 5. september er national flagdag. Klokken 15 bliver en mindesten for de danskere, som har mistet livet under deres ophold som udsendt.

Lørdag den 22. september gentages succesen fra sidste år, hvor Randers FC inviterer til superligafodbold for veteraner og pårørende. Der vil være gratis adgang.

Det bliver en hård og interessant kamp mellem Randers FC og Vendsyssel FF.

Mandag den 4. september sidste år vedtog et enigt byråd en veteranstrategi, som skal anerkende veteraner for den indsats, de har ydet. Den årlige udgift til veteranstrategien udgør en million kroner.

Efter 14 måneder med den ny veteranstrategi inviterer Veteran Cafeen Randers hele byrådet til ”Mød veteranerne.”

Det bliver en slags midtvejsevaluering, hvor der bliver gjort status på implementeringen af den vedtagne veteranstrategi.

– Vi vil samtidig sætte fokus på især veteranernes og de pårørendes netværk, oplyser Nils Jakobsen.

Herudover er der masser af aktiviteter i støbeskeen. Der planlægges en bustur til Tyskland, hvor der gøres ophold ved Dybølmuseet og Sankelmark. Selvfølgelig bliver der også mulighed for at gøre indkøb.

Mens andre går og sveder i sensommervarmen, så er der allerede folk fra cafeen, som er i færd med at planlægge juleafslutning og meget andet.

Udover de mange arrangementer vil Veteran Cafeen Randers gå i gang med at flytte fokus fra diagnoserne og skaderne til at koncentrere sig om den hele veteran. Det betyder job, uddannelse, familie, venner og øvrige netværk.

Det vil ikke kun være målrettet veteraner, men i lige så høj grad deres pårørende, men også for alle interesserede.

Veteran Cafeen Randers har allerede opnået mange positive resultater, og derfor tøver Nils Jakobsen ikke med at erklære, at Randers har sejret ad helvede til, men maner også til at udvise ”rettidigt omhu” ved at udnytte de gode resultater, som f.eks. veteranstrategien.

– Derfor vil i fremtiden også samle os om de positive oplevelser, bemærker Nils Jakobsen, og afslutter med at understrege, at en veteran ikke er en belastning, men en ressource.

Veteran Cafeen Randers har fået en ny facebook-side, og her kan man følge de mange aktiviteter, som arrangeres af cafeen

Følg link’et her.

Kommentarer