Randers By

Verdo og Værket slår tonen an for sæsonens gratis oplevelser på Foyerscenen

Foto: Musik- og teaterhuset Værket

Energikoncernen Verdo har indgået endnu en sponsoraftale med Randers’ musik- og teaterhus, Værket. Den nye aftale er specifikt tildelt kulturinstitutionens gratis Foyerkoncerter og løber frem til foråret 2023. Aftalen betyder, at borgerne i Randers og alle andre interesserede kan få glæde af de gratis musikoplevelser i endnu en sæson. 

Juletræstænding, korkoncerter, jazz og marchmusik er blot nogle af de gratis tilbud, som borgerne i Randers og alle andre med interesse for kulturelle oplevelser kan opleve i musik- og teaterhuset Værket i denne sæson. Og det gode tiltag med gratis kulturoplevelser får nu en økonomisk håndsrækning fra den lokale energikoncern Verdo.

Virksomheden har netop indgået endnu en sponsoraftale med Værket, hvor Verdo i forvejen er en af de store bidragsydere. Sponsoratet, som specifikt vedrører de gratis Foyerkoncerter, gælder for resten af sæsonen – til og med april 2023.

For Verdo er sponsoratet en naturlig måde at give tilbage til lokalsamfundet og bidrage til de kulturelle initiativer, der giver byen perspektiv og energi:

”Verdo og Værket har en lang fælles historie, og derfor giver det rigtig god mening for os at give pengene tilbage til vores rødder og bakke op om et tiltag som Foyerscenen, der giver randrusianerne mulighed for at få en gratis kulturoplevelse i det gamle elværk,” siger Verdos administrerende direktør, Jakob Flyvbjerg Christensen, og tilføjer:

”Sponsoratet er en del af vores arbejde med at sikre en bæredygtig og langsigtet udvikling i vores lokalområder. Vi håber naturligvis, at rigtig mange vil bakke op om Foyerkoncerterne og kigge forbi i løbet af sæsonen til en gratis kulturoplevelse, som kan være med til at skabe fornyet glæde og fællesskab efter to år med corona og med udsigt til en vinter, hvor vi alle kigger ind i stigende energipriser.”

Også hos Værket er de glade for den nye aftale

”Sponsoratet og samarbejdet med Verdo giver os mulighed for at fortsætte udviklingen og formidlingen af oplevelser med fri entré på Værket,” siger musik- og teaterchef Mikael Qvist Rørsted og fortsætter:

”Foyerscenen er noget helt særligt. Her kan man weekend efter weekend opleve en bred palet af gratis kvalitetsoplevelser præsenteret af både lokale og nationalt kendte artister. Og det er meget vigtigt, at der findes et godt udvalg af kulturtilbud, hvor man som gæst ikke skal skele til prisen. Det har vi takket være Verdo sikret med denne nye samarbejdsaftale.”

Programmet for de gratis foyerkoncerter findes på www.værket.dk 

Kommentarer