Debat og politik

Verdo mistænkes nu for ulovlige overpriser på vandforsyning

En ny sag om overpriser og u-igennemsigtige regnskaber i Verdo-koncernen er under opsejling. Randers Kommune vil ikke godkende Verdos vandpriser, fordi kommunen vurderer, at kunderne bliver overfaktureret ulovligt. Det skriver JP’ Finans i dag.

Verdo har de seneste måneder været i pressens, kommunens og borgernes søgelys, efter det kom frem, at energikoncernen i årevis har opkrævet hundredvis af millioner kroner i ulovlige rentebetalinger hos sine varmekunder.

Nu er Randers Kommune i fuld gang med at undersøge en mistanke om, at noget tilsvarende er sket over for virksomhedens 46.000 vandkunder. Det fremgår ifølge Finans af en aktindsigt, som avisen har fået adgang til.

Her fremgår det, at Randers Kommmune og Verdo indgik en aftale i 2015 om, at energiselskabet skulle betale 22 millioner kroner tilbage til kunderne, der ifølge kommunen havde betalt for høje vandpriser i perioden 2008-2015.

Verdo overholdt ikke aftale om tilbagebetaling

I april i år sendte Randers Kommune et høringsbrev til Verdo, hvor det konkluderes, at virksomheden stik imod aftalen ikke har betalt pengene tilbage til kunderne. Tværtimod er Verdo ifølge kommunens opfattelse fortsat med at overfakturere kunderne.

Vandselskaber er underlagt et såkaldt hvile i sig selv-princip, hvilket betyder, at de ikke må opkræve mere hos kunderne, end hvad der er nødvendigt for at drive og vedligeholde vandforsyningen.

Verdo afviser beskyldningerne og forklarer overskuddene med, at vandselskaber har fået lov at indregne afskrivninger på drikkevandsledninger i vandprisen.

Miljø og teknik i Randers Kommune og Verdo skal drøfte sagen på et møde igen i næste uge, fremgår det af Finans.

Kommentarer