Debat og politik

Verden har brug for videnskab

Debatindlæg af Jens Peter Hansen, medlem af Randers Byråd (V), Asfergvej 13, Hvidsten.

I hele verden demonstrerer forskere og ansvarsbevidste borgere lørdag 22. april mod populisme og politikere, der benægter videnskabelige kendsgerninger. I Danmark er der demonstrationer i Aarhus og København.

Jeg støtter fuldt ud denne manifestation af behovet for at lægge anerkendt viden og fakta til grund for politiske beslutninger.

Alt for ofte ser vi, at politikere ignorerer videnskabelige fakta, og i stedet baserer deres beslutninger på ideologi, følelser eller ”sund fornuft”. En særlig variant er politikere, der beslutter ved at lytte til borgerne (og når der lyttes høres de, der råber højest).

Det kan være fornuftigt at bruge sin sunde fornuft eller lytte til borgerne, når det drejer sig om konkrete, lokale problemer, hvor der her og nu kan observeres en sammenhæng mellem en indsats og en konsekvens.

En sådan sammenhæng er ikke tydelig, når det drejer sig om udfordringer, hvor uønskede effekter langsomt kommer snigende og måske især bliver et problem for kommende generationer. Så har vi det lidt ligesom frøer – bare vandet varmes langsomt om, bliver de i gryden.

Videnskaben – og stort set alle andre – er enige om, at Jordens fremtid er truet, hvis vi bare bliver ved med at udlede CO2. Og alligevel kan relativ få bekymrede borgere få politikere til at afstå fra at give tilladelse til opsætning af vindmøller.

Sundhedsudgifterne stiger mere end væksten i Danmarks bruttonationalprodukt. Mange eksperter forventer endda en markant stigning i sundhedsudgifterne i de kommende årtier. Fysisk inaktivitet er blandt hoved synderne. Og alligevel indretter vi samfundet så passiv transport fremmes.

Og nej – jeg siger ikke, at vi blot skal gøre, hvad videnskaben anbefaler. Jeg siger, at anerkendt viden og fakta bør være et fælles grundlag i beslutningsprocesser. Vi kommer så hver især med vore holdninger, og når frem til forskellige resultater. Men det faktuelle grundlag bør vi være enige om.

Kommentarer