Debat og politik

Venstre i Randers ude af de kommunale budgetforhandlinger

Christian Brøns, borgmesterkandidat for Venstre i Randers og Louise Høeg, gruppeformand for Venstre i Randers fortæller her, hvorfor partiet har valgt at forlade forhandlingerne om det kommende års budget.

Venstre i Randers valgte i dag tirsdag at forlade forhandlingerne om det kommende års kommunalbudget. Beslutningen blev taget fordi Venstres forhandlingsdelegation mener, at Socialdemokratiet ikke ønsker at drøfte dette års budget med partiet.

Dermed tegner det til at blive et relativt smalt budgetforlig, der lander i Randers Kommune, da det sandsynligvis bliver uden de ni byråds-mandater fra Venstre, der ved seneste valg var med til at gøre Torben Hansen til borgmester.

– Vi er klar til at tage ansvar for Randers Kommunes fremtidige udvikling, men vi kan ikke imødekomme borgmesterens ultimative krav om at sætte skatten i vejret, udtaler Christian Brøns, borgmesterkandidat for Venstre.

– Vi havde et håb om, at borgmesteren ville et bredt samarbejde med ambitionerne om at passe godt på vores værdifulde kerneydelser, samt sikre den fremtidige udvikling af kommunen med fokus på fremkommelig og øget bosætning. Den ambition kan vi konstatere, at Socialdemokratiet ikke deler, fortsætter Chistian Brøns.

Venstre nåede i løbet af de seneste dages budgetforhandlinger, kun at holde to korte møder med borgmesteren.

– Socialdemokratiet har i denne proces ikke ønsket et bredt forlig med Venstre. Det brede samarbejde er aflivet, og det er synd og skam for borgerne, virksomhederne og medarbejderne i kommunen. Vi er sikre på, at et bredt forlig ville kunne drive kommunen fremad, udtaler Louise Høeg, gruppeformand for Venstre.

– I stedet ser det ud til, at Socialdemokratiet vælger en kviklånsløsning ved at sætte skatten op. En løsning hvor man ikke forholder sig til de massive udfordringer, vi står overfor i forhold til vores økonomi og manglende tilflytning, slutter Louise Høeg.

Kommentarer