Samfund

“Velfærdssamfundet fungerer” – Allan fik hjælp, da det så værst ud

Allan Boeskov. Foto: Randers Kommune

Da Allan Boeskov blev ramt af lymfekræft, oplevede han et system, der trådte til, da han havde allermest brug for det.

2021 er et år, som Allan Boeskov aldrig glemmer. Her fik han taget en blodprøve, der viste sig at blive starten på et langt forløb med talrige undersøgelser og blodprøver, inden han til sidst fik at vide, at han havde svær lymfekræft. Hele hans liv blev forandret, og for første gang nogensinde havde han brug for velfærdssamfundet.

– Jeg sidder tilbage med oplevelsen af at leve i et velfærdssamfund, som tager vare på og prioriterer en fuldstændig tilfældig borger. Jeg har alle steder mødt et personale, der virkelig har været der, da jeg har haft allermest brug for det, siger Allan Boeskov.

Individuelt genoptræningsforløb

Udover at have modtaget en intensiv behandling på Aarhus Universitetshospital har han blandt andet løbende været i kontakt med forskellige afdelinger i Randers Kommune. Han har for eksempel gennemgået et genoptræningsforløb på Randers Sundhedscenter og været i løbende kontakt med en kræftforløbskoordinator, som har bidraget med vejledning og støtte under forløbet.

I januar 2023 blev han erklæret sygdomsfri, og herefter begyndte han den første genoptræning. Han fik et individuelt forløb ved en fysioterapeut og deltog i et samtaleforløb for mænd med kræft. Den røde tråd i genoptræningen har været fokus på Allan Boeskovs personlige og fysiske behov.

– Det er rigtig vigtigt, at vores genoptræningsforløb er tilpasset den enkelte. Derfor starter jeg altid et forløb med en samtale, så jeg kan få en fornemmelse af, hvilken person jeg sidder overfor og tilrettelægger forløbet herudfra. Den mentale sundhed er mindst lige så vigtigt som den fysiske, siger Bruno Pedholt Olesen, fysioterapeut i Randers Sundhedscenter.

Stor hjælp

I hele sit møde med Randers Kommune har Allan Boeskov oplevet stor hjælp og har gennem hele forløbet haft fornemmelsen af, at dét, som han havde brug for i den enkelte situation, kunne lade sig gøre. I dag er han ansat som ungeguide i Randers Kommune; et job han selv beskriver som drømmejobbet. Han er glad og taknemmelig for at være tilbage i en hverdag med helt almindelige hverdagsgøremål, og han er ikke i tvivl om, at den hjælp, han har fået, er afgørende for, at han er der, hvor han er i dag.

– Den hjælp, jeg har fået i Randers Kommune, har haft stor betydning. Det gælder ydelseskontoret, som har betalt mine dagpenge og sagsbehandleren i Jobcentret, der har støttet mig. Samtidig har forløbskoordinatoren i Randers sundhedscenter støttet mig gennem forløbet, og en fysioterapeut har stået for min genoptræning. Jeg har fulgt gennemoptræningen op med systematisk løbetræning, så jeg nu er i bedre form, end jeg nogensinde har været, siger Allan Boeskov, der netop har gennemført en halvmaraton.

 

Kommentarer