Debat og politik

Velfærdslisten: Stop privatiseringen af vores veje

Debatindlæg af Kasper Fuhr Christensen,
medlem af Randers Byråd for Velfærdslisten

Velfærdslisten vil have Randers Byråd til at stoppe planerne om at privatisere 200 kilometer veje

– Det er en kommunal kerneopgave at sørge for vejene. Derfor vil vi ikke være med til at vælte regningen over på dem, der bor på vejene, siger Kasper Fuhr Christensen, byrådsmedlem for Velfærdslisten.

Han fortæller, at Velfærdslisten vil stille forslag om, at privatiseringen af vejene skal stoppes. På grund af sommerferien skal byrødderne først stemme om forslaget den 4. september.

Ifølge Velfærdslisten står landdistrikterne til at blive særligt hårdt ramt af privatiseringerne.

– Politikerne i byrådet har udsat borgerne i landdistrikterne for nok forringelser. Det virker nærmest, som om de har besluttet sig for at gå i krig med folk på landet. Nu må det stoppe.

Velfærdslisten oplyser også, at privatiseringerne, der skal rulles ud over de næste 20 år, kun vil spare kommunen for en udgift på 300.000 kroner om året.

– Det er en massiv privatisering, men alligevel vil kommunen kun spare 300.000 kroner. Det svarer mere eller mindre til den lønforhøjelse, som Claus Omann lige har scoret til sig selv, så han nu får en højere løn end selveste statsministeren. Derfor kunne han måske nøjes med lidt mindre, så vores borgere kunne slippe for de uretfærdige privatiseringer, siger Kasper Fuhr Christensen.

Kommentarer