Debat og politik

Velfærdslisten støtter Kraftcenter Korshøj

Kraftcenter Korshøj får støtte fra Velfærdslisten, og det skaber fornyet spænding om udfaldet af slagsmålet om, hvor SMIFF’s fodboldafdeling i fremtiden skal have hjemme.

– Det må være op til SMIFF selv at bestemme, hvor fodboldafdelingen skal have hjemme. Der kan jeg ikke fortænke dem i at ville placere aktiviteterne der, hvor børnene bor, siger Kasper Fuhr Christensen, medlem af Randers Byråd for Velfærdslisten.

Dermed lader det til, at det fortsat er usikkert, hvad udfaldet bliver, når byrødderne på mandag skal stemme om, om SMIFF’s fodboldafdeling fremover skal have hjemme i Harridslev eller Albæk.

Han undrer sig især over den socialdemokratiske begrundelse for at vende tommelfingeren nedad til projektet.

– Det lader til, at det kun er det, at banerne skal ligge på kirkejord, der får Socialdemokratiet til at sige nej til Kraftcenter Korshøj. Men det må være op til menighedsrådet at bestemme, hvad der skal ske med kirkens jord. Det er ikke en sag for byrådet, siger Kasper Fuhr Christensen og fortsætter:

– Det lugter af kasketforvirring, når man begynder at blande kirkelige interesser ind i beslutningen.

Lokale ildsjæle

Velfærdslisten forstår godt, at der er vrede i lokalbefolkningen i Harridslev.

– Kraftcenter Korshøj er drevet af lokale ildsjæle. Det er mennesker, der knokler for deres lokalsamfund. Derfor er det mig ubegribeligt, at den politiske opbakning ikke er større, siger Kasper Fuhr Christensen og fortsætter:

– I Velfærdslisten kæmper vi for udvikling i hele Randers Kommune. Derfor har vi konsekvent vendt os imod den skæve udvikling, hvor mange landsbyer overses. Det har fx ført til skolelukninger og forsøg på plejehjemslukninger. Byrådet er løbet fra sit løfte til borgerne i Harridslev og omegn. Det er ikke fair.

Velfærdslisten lægger også vægt på den tætte sammenhæng med den lokale skole.

– Kraftcenter Korshøj vil styrke Korshøjskolen. Set i lyset af skolelukningerne er det et klogt og rigtigt træk at forsøge at fremtidssikre skolen på den måde, siger Kasper Fuhr Christensen.

Han udtrykker forståelse for, at mange borgere i Albæk ønsker Kraftcenter Korshøj hen, hvor peberet gror.

– Jeg forstår godt, at borgerne i Albæk gerne vil bevare fodboldafdelingen. Men det må være op til SMIFF selv at bestemme, hvor fodboldafdelingen skal være. SMIFF er en demokratisk organisation. Hvis et flertal er utilfredse med tankerne bag Kraftcenter Korshøj og de økonomiske prioriteringer, må de møde op til generalforsamlingen og vælge en anden bestyrelse. Det skal politikerne ikke blande sig i, slutter Kasper Fuhr Christensen.

Kommentarer