Debat og politik

Velfærdslisten raser: Omann vælger prestigeprojekter og skatterabatter frem for velfærd

BUDGETFORLIG: Velfærdslisten kæmpede for velfærden i mere end 15 timer op til budgetforliget for 2018-21, men i sidste ende valgte Omann skatterabatter og prestigeprojekter frem for velfærd. Sådan er meldingen fra Velfærdslisten fredag middag.

– Claus Omann Jensen har valgt skatterabatter til de rigeste og prestigeprojekter frem for kernevelfærden. Det er ærgerligt. Vi kæmpede i mere end 15 timer for at få ham på bedre tanker, siger Kasper Fuhr Christensen, byrådsmedlem for Velfærdslisten, og fortsætter:

– Venstre og Dansk Folkeparti har sat alle kræfter ind på at sælge forliget som Guds gave til velfærden. Men virkeligheden er, at Venstre og Dansk Folkeparti tager meget mere fra velfærden, end de giver igen.

Nedskæringerne rammer ifølge Velfærdslisten flere grupper.

– Det er især ældre, udsatte børn og voksne og mennesker med handicap, der betaler regningen for Omanns prestigeprojekter og skatterabatter til de rigeste, siger Kasper Fuhr Christensen og uddyber:

– Venstre og Dansk Folkeparti har råd til at smide 130 millioner kroner efter Hal 4, 1,5 millioner kroner efter Randers Fjord Golfklub og 2 millioner kroner efter eliterådet. De forærer også 35 millioner kroner i skatterabatter til de rigeste ved at sætte dækningsafgiften ned. Imens må de ældre, der har slidt og slæbt, og mennesker med handicap finde sig i nedskæringer. Venstre og Dansk Folkeparti synes, det er vigtigere, at champagnepropperne springer hos de allerrigeste i Over Hornbæk, end det er, at vi sikrer en ordentlig velfærd for dem, der har brug for hjælp.

Velfærdslisten raser også over Venstre og Dansk Folkepartis kommunikation om budgettet.

– De påstår, at de giver flere penge til de ældre. Men der ligger en masse skjulte nedskæringer i basisbudgettet og budgetoverskridelser, der gør, at de ældre udsættes for en nedskæring på intet mindre end 16 millioner kroner i 2018 og hele 23 millioner kroner om året fra 2019 og frem. Det er intet mindre end spin og fake news i bedste Donald Trump-stil.

Han fortæller, at Velfærdslisten i løbet af weekenden vil komme med en rapport, der afslører nedskæringernes omfang.

– Det er ærgerligt, at Venstre og Dansk Folkeparti ikke tør vær ærlige. Jeg tror, folk har fået nok af spin, mørklægning og skjulte dagsordener. De vil have åbenhed og ærlighed. Men det er tydeligt, at det kan de ikke få, så længe Venstre og Dansk Folkeparti sidder i spidsen for kommunen, siger Kasper Fuhr Christensen.

Kommentarer