Debat og politik

Velfærdslisten: Borgmester og byrådsflertal svigter igen ældre

Et stort flertal i byrådet vil ikke bruge en eneste krone mere på ældreområdet i Randers Kommune, selv om stor undersøgelse peger på, at der mangler medarbejdere og ressourcer på demensområdet. Det er for dårligt, mener Velfærdslisten, der beskylder borgmesteren og byrådet for igen at svigte kommunens ældre 

I sommeren 2020 dokumenterede TV2, at en beboer på Huset Nyvang blev udsat for omsorgssvigt. Det førte til en stor undersøgelse af hele ældreområdet. Undersøgelsens resultater foreligger nu. Hvilke initiativer der skal sættes i gang på baggrund af undersøgelsen, har der i noget tid pågået politiske forhandlinger om. Ifølge Velfærdslistens byrådsmedlem har forhandlingerne desværre ikke ført til et resultat, der indebærer nogen forbedringer for kommunens ældre.

»Jeg begriber ikke, hvordan man kan finde på at bestille en så stor og tilbundsgående undersøgelse, og når undersøgelsen så klart peger på, at der mangler både medarbejdere og ressourcer på demensområdet, så ignorerer man det bare. Borgmester Torben Hansen og et stort flertal i byrådet vil ikke bruge én eneste krone mere på at forebygge omsorgssvigt på ældreområdet. Det kan vi ikke acceptere,« siger Kasper Fuhr Christensen, medlem af Randers Byråd for Velfærdslisten.

Da undersøgelsens resultater forelå, blev der indkaldt til forhandlinger ledet af borgmester Torben Hansen (S). Kasper Fuhr Christensen har sammen med repræsentanter for byrådets øvrige partier og lister deltaget i forhandlingerne. Velfærdslisten kan imidlertid ikke tilslutte sig det resultat, som et flertal i byrådet er blevet enige om.

»Det er ren snik-snak. Man vil gerne have det til at se ud, som om man gør noget. Men faktum er, at ældreområdet ikke får én eneste krone mere. Det er uanstændigt, både over for de ældre og pårørende, men også over for medarbejderne, der knokler en vis legemsdel ud af bukserne,« siger Kasper Fuhr Christensen.

Han tilføjer, at Velfærdslisten forsøgte at få tre ting med i aftalen.

»Velfærdslisten har tre krav. Det første er, at demensområdet med det samme skal tilføres de ressourcer, der er nødvendige for at drive området på en fagligt forsvarlig måde. Det andet krav er en markant forbedring af retssikkerheden for de ældre. Det tredje krav er, at kommunens ældre skal have nogle klare og tydelige rettigheder, så der ikke er tvivl om, hvilken hjælp man har ret til. Men det var der desværre ikke opbakning til. Igen svigter byrådsflertallet og borgmesteren kommunens ældre.«

Randers Byråd skal på et møde i eftermiddag tage stilling til den aftale, som et flertal i byrådet er blevet enige om.

Kommentarer