Debat og politik

Ved Mette Abildgaard noget om dem, der søger Arne-pensionen?

Se billedserie

Debatindlæg af Malte Larsen, MF, S, Vester Boulevard 29, Randers

De Konservatives politiske ordfører Mette Abildgaard anklager i et læserbrev i Randers Amts Avis den 14. december flere socialdemokrater for at slynge om sig med falske anklager og stråmænd i debatten om tidlig tilbagetrækning.

Det fik mig til at tænke på, om Mette Abildgaard nogensinde har mødt mennesker i målgruppen for Arne-pension på sin vej? Mennesker, der er gået ud af skolen tidligt, og som allerede i 60 års-alderen har været 45 år på arbejdsmarkedet. Ofte job, hvor fysiske kompetencer har stået højt på arbejdsgivers ønskeseddel.
Når man har været på arbejdsmarkedet i 45 år, har man ydet sit, betalt sin skat og været til stor gavn for det omgivende samfund. Det gamle socialdemokratiske slogan ”Gør din pligt, kræv din ret” bliver i den grad aktuelt.

Gad vide om den konservative ordfører har den mindste form for føling med de mennesker? Dem, der søger om Arne-pensionen og godkendes. Har hun nogensinde mødt dem? Jeg spekulerer på det, fordi Abildgaard påstår, at Arne-pensionen ikke nødvendigvis er for den gruppe, ”der har haft det mest nedslidende arbejde”. Det er jo bare ”dem, der har været på arbejdsmarkedet i 40 år”, der får retten. Det er svært ikke at blive provokeret over De Konservatives udtalelser om Arne-pensionen i de her dage.

Flere borgerlige partier vil afskaffe Arne-pensionen. Både Venstre og De Konservative.
De samme partier foreslår meget let at man jo ”bare” kan søge seniorpension, som er målrettet nedslidte personer. Jeg har tidligere, som socialudvalgsformand, været med til at bevilge bl.a. førtidspensioner. Her har jeg ganske ofte oplevet at det forløb, der fører til en bevilling af de pensioner, i sig selv kan være nedværdigende og være med til at ansøgere bliver dårligere.

Arne-pensionen er en ret til at gå på tidlig pension med ret ryg, før krop eller sjæl er nedslidt. Og det er præcis det, der er meningen.
Den borgerlige påstand er, at ordningen vil trække i tusindvis af raske mennesker ud af arbejdsmarkedet. Men man skal huske at Arnepensionen ikke er guldrandet papir. Satsen er ca. 14.400 kroner om måneden. Det vil jo betyde at rigtig mange sikkert vil søge pensionen, men samtidig vil vælge at arbejde videre så længe arbejdslyst og arbejdsforhold er til stede.

Arne-pensionen ER for dem, der har haft de mest slidsomme arbejdsliv. Det er fakta. Det kan vi se sort på hvidt på de opgørelser vi har over dem, der indtil videre har ansøgt. Langt de fleste ansøgere kommer fra både lange og slidsomme arbejdsliv.

Jeg er stolt over at ordningen er vedtaget. Hvor Mette Abildgaard med al tydelighed vil kæmpe for at fjerne-Arne-pensionen, så kommer jeg til at kæmpe for at bevare og måske endda forbedre ordningen.

Kommentarer