Randers By

Vandet får sin egen plads på Østervold

Den lokale entreprenør, Brdr. Andersen, skal lave Østervold om til et opholdssted for borgerne i Randers. Visualisering: Randers Kommune

Randers Kommune og Vandmiljø Randers har givet corona-venligt håndslag på, at den lokale entreprenør, Brdr. Andersen, skal udføre arbejdet, der ændrer et vindblæst og lidt kedeligt område på Østervold til et rekreativt opholdssted med vand og grønne planter. Mandag den 14. december tager Randers Kommune og Vandmiljø Randers første fliseløft og spadestik til regnvandsbassinet i bunden af Østervold.

Klimatilpasning og beskyttelse af den historiske bymidte mod oversvømmelse ved skybrud kommer et skridt nærmere. Regnvandsbassinet i bunden af Østervold er nemlig første skridt i arbejdet med at tilpasse byen til større regnmængder.

En åbenlys god kombination

Det nye rekreative område med bassinet i centrum er en god kombination af et teknisk behov for opbevaring og rensning af vand og en åbenlys mulighed for at skabe et opholdssted på en åben plads.

– Samarbejdet med Randers Kommune om at øge den rekreative værdi i forlængelse af anlæggelse af det tekniske anlæg, som et regnvandsbassin er, er i vores optik win-win for alle parter – men særligt byens borgere, siger projektleder for klimatilpasning & -udvikling i Vandmiljø Randers, Lisa Melgaard.

Signe Torlop Carlsen, der er projektleder på kommunedelen, er enig:

– Bassinet bliver designet, så det passer ind i omgivelserne. Det har været vigtigt for os at få mere natur ind i midtbyen. Her var det helt naturligt at se på de planter, vi i Randers kender fra bl.a. Gudenåens natur. Nærheden til vandet har også været vigtig, og bassinet inviterer derfor til, at man opholder sig på fx brinkerne eller træterrassen.

Bassinet skal med tiden ombygges fra at være et bassin til at være en del af en længere kanal. Dette sker dog først, når Østervold fra top til bund forvandles til at rumme en skybrudskanal.

Rift om pladsen ved træterrassen

I Randers Kommune oplever man mere end normal interesse for projektet og lejemålet lige ved regnvandsbassinets træterrasse – og det endda før projektets første fliseløft

– Henvendelserne er ret usædvanlige på dette tidspunkt i projektstadiet. Det fortæller os, at de erhvervsdrivende kan se merværdien i, at vi bringer vand og planter ind i byen, fortæller Signe Torlop Carlsen.

Lokal entreprenør får opgaven

Udbudsfasen er netop afsluttet, og opgaven med at anlægge regnvandsbassinet på Østervold blev vundet af den lokale entreprenør, Brdr. Andersen.

– Det er altid dejligt, når en sådan en opgave vindes af en konkurrencedygtig, lokal entreprenør med den ønskede know-how.  Vi ved fra andre projekter, at kvaliteten er god, og deadlines overholdes. Vi ser frem til samarbejdet, lyder det fra projektleder Lisa Melgaard.

Som udførende på opgaven kommer Brdr. Andersen til at spille en central rolle i at få projektet realiseret i tæt samarbejde med Randers Kommune og Vandmiljø Randers.

Efter første fliseløft og spadestik klargøres udgravningsområdet ved bl.a., at flisernes fjernes, oplyser Vandmiljø Randers og Randers Kommune.

Flodbyen Randers bliver synlig

Bassinet indgår i planerne for Flodbyen Randers og er endnu et element i det storstilede byudviklings- og klimatilpasningsprojekt, der bliver realiseret og synligt for borgerne i Randers.

– Det kommende regnvandsbassin på Østervold er et vigtigt led i byudviklingsprojektet Flodbyen Randers. Bassinet skal – ud over at forsinke og rense regn- og overfladevand fra midtbyen, inden det ledes ud i Randers Fjord – også være en grøn oase, der inviterer til at opholde sig ved bassinet, siger Signe Torlop Carlsen.

Diget i Storkeengen havde første spadestik i oktober og kom derfor først fra land, men regnvandsbassinet på Østervold vil nå at blive færdigt før diget i Storkeengen. Bassinet på Østervold forventes at stå færdig sommeren 2021.

Fokus på sikkerheden

Med regnvandsbassinet placeret i midtbyen har sikkerhed været yderst vigtig for Randers Kommune og Vandmiljø Randers. Bassinet får derfor en redningshylde, snubleværn og trin.

– Basinnet indbyder til, at man opholder sig ved det, samtidig med det selvfølgelig skal være sikkert – uden bassinets tekniske funktion sættes over styr. Løsningerne blev derfor et trin i bassinet og en ”redningshylde”. Redningshylden ligger lige under vandoverfladen langs kanten, så hvis man træder derud, så kan man blot gå tilbage igen. Derudover er store dele af bassinet afskærmet af beplantning, så man skal mene det, hvis man vil ned i bassinet, forklarer Lisa Melgaard.

Ekstra kontrol har udsat anlæggelsen

Det nye rekreative område skulle efter de første planer allerede have været godt undervejs. Tekniske udfordringer har dog forlænget projektperioden med godt tre måneder, og i den periode har de to samarbejdspartnere gennemtjekket bl.a. de tekniske beregninger.

– Bassinets volumen har en bremsende effekt for det tilstrømmende vand. Og det var disse beregninger, vi efterberegnede og tjekkede i forhold til forskellige regnscenarier, fortæller projektleder, Lisa Melgaard.

Selve bassinet og de forskellige rekreative elementer skulle gerne stå færdige inden sommeren 2021 – hvor beplantning og såning af græsser og stauder med stor sandsynlighed er det sidste, der sker lige inden færdiggørelsen.

FAKTA

  • Bassinet vil kunne rumme 635 m3 Bassinet vil modtage overfladevand fra tage og veje fra Østervold og sidegader til Østervold.
  • Regnvandsbassinet bliver 10,5 m bredt og 74 m langt.
  • Projektet har et samlet anlægsbudget på 8,5 millioner kroner. Vandmiljø Randers finansierer 6,5 millioner kroner til selve regnvandsbassinet. De resterende 2 millioner kroner, som skal bruges til rekreative og æstetiske elementer i projektet, finansieres af Randers Kommune med midler fra Flodbyen Randers.

Kommentarer