Fårup

Værktøjsspecialist og Venstremand runder et skarpt hjørne

Allan Bundgaard (i midten) er et aktiv i lokalområdet både på det personlige, det erhvervsmæssige og på det politiske plan. Her arbejder 8. klasses elever hos Bundgaard Tool i Kousted for at samle ind til klassekassen. Arkivfoto

Allan Bundgaard, Fårup, indehaver af virksomheden Bundgaard Tool og formand for den lokale Venstrevælgerforening i Purhus har rundet et skarpt hjørne. I dag inviterer han til reception i anledning af sin 50 års fødselsdag.

Allan Bundgaard rundede de 50 år i går. Men det er i dag 4. maj, at det runde hjørne fejres, og det sker med en reception i Purhushallens Cafeteria i Fårup fra klokken 14.

Allan Bundgaard har markeret sig i lokalområdet med virksomheden Bundgaard Tool, som han etablerede på privatadressen i Fårup i 2013.

I 2016 flyttede han forretningen til den gamle brugs i Kousted, hvor sortimentet siden blev udvidet fra værktøj til at omfatte arbejdstøj, sikkerhedssko, refleksveste og meget andet.

Allan Bundgaard har altid gjort en dyd ud af at støtte sit lokalsamfund. Blandt andet er han igennem flere år gået aktivt ind i at støtte skoleeleverne på Fårup skole med deres indsamlinger til aktiviteter, udflugter og studieture, og han har ligeledes været en trofast bidragyder til den lokale idrætsforening, FSI.

Allan Bundgaard er også formand for den lokale Venstrevælgerforening i Purhus, så hans engagement i lokalområdet handler ikke kun om at støtte op om det lokale, men også at arbejde aktivt på at gøre en forskel på det politiske plan.

Allan Bundgaard holder fødselsdagsreception i dag 4. maj i Purhushallens Café fra klokken 14, hvor alle er velkomne.

Kommentarer