Debat og politik

Uvidenhed af DF og Frank Nørgaard

Asger Brorsen, Bestyrelsesmedlem i Konservative, Randers

Debatindlæg af Asger Brorsen,  Bestyrelsesmedlem i Konservative, Randers

Det er trist, når man på bl.a. Facebook kan se gruppeformand for DF i Randers Frank Nørregaard udtale følgende:

”I diverse skrevne medier har man de senere dage kunnet læse, at man søndag den 23. april fejrede de første gæstearbejdere som kom til Randers for 50 år siden. I Dansk Folkeparti mener vi det er “lige på kanten af småt brændbart”.

Jeg skammer mig over, at det er mine landsmænd, som kommer med den slags ytringer. Det er også foruroligende af den simple årsag, at det jo afslører Frank Nørgaard i en afgrundsdyb uvidenhed om de økonomiske sammenhænge i vort land. Det er skidt, når samme person sidder i byrådet i Randers og skal være med til at styre vor kommune.

Gæstearbejdere har bidraget og bidrager fortsat i stor stil den danske statskasse og dermed vort fælles velfærd. I dag arbejder der f.eks. (så vidt jeg er orienteret) ca. 100.000 polakker i Danmark. Disse dejlige og rare mennesker er en KÆMPE – jeg gentager, KÆMPE overskudsforretning for Danmark. De besætter i øvrigt næsten udelukkende jobs, som ikke kan besættes af danskere.

Som eksempel kan fremhæves fødevarebranchen, som jeg selv handler meget med. Her ville man stå med et gigantisk problem, hvis ikke folk fra primært Polen og de Baltiske lande trådte til og tilbød deres arbejdskraft på slagterier, gartnerier, landbrug, rengøring e.t.c. Disse stabile, trofaste medarbejdere hjælper til at producere for milliarder af varer, som eksporteres og beriger Danmark. Jeg kunne også fremhæve de typisk meget velfungerende medarbejdere fra Sydøstasien eller Sri Lanka.

Det ville klæde DF og Frank Nørgaard, om de ville sætte sig en smule ind i økonomi og arbejdsmarkedet, inden de udtaler sig om ting, de tilsyneladende ingen forstand har på. Det ville ligeledes se godt ud, hvis de ville anerkende, at den store rigdom, der er skabt i vort lille land, er skabt i samarbejde med udenlandske gæstearbejdere.

Til sidst vil jeg minde om, den store andel af danske smede, håndværkere e.t.c. som den dag i dag finder rejsearbejde i Norge – mon nordmændene omtaler os som ”småt brændbart”? Det tror jeg, de holder sig for gode til.

Kommentarer