Debat og politik

Ungerådet: Ungdommens stemme i budgettet

Debatindlæg af Michelle Linde, formand for Ungerådet

Budgetforhandlingerne er i disse dage omdrejningspunktet i byrådet. I den forbindelse håber vi på, at ungdommens stemme vil blive hørt.

Vi elsker idéen om, at ungdommen skal have noget at skulle have sagt i Randers Kommune. I Ungerådet håber vi bare, at det ikke kun er en drøm og en tanke, der eksisterer til vores egne møder, men at det også er nogle drømme som Byrådet vil efterleve.

Vi ved godt, der ikke nødvendigvis er så mange stemmer i de unge. Vi ved godt, at vi kan være for dårlige til at komme til stemmeurnerne – og generelt få sat os ind i politik. Men I skal ikke være i tvivl; vi vil Randers Kommune! Det er her, vi er, og også her mange af os gerne vil være i fremtiden, så hjælp os med at gøre det attraktivt for unge; ikke bare at blive her, men også at flytte hertil.

Hjælp os med at fortælle, hvorfor netop Randers Kommune er en ungdommens kommune. Hvorfor det er stedet, hvor mulighederne er åbne. Stedet hvor der er fedt at være, og et sted man har lyst til at blive. Hjælp os med at lade vores stemmer blive hørt.

Vi er unge mennesker med forhåbninger og drømme om, hvad det kan blive, og hvordan vi når dertil – vi vil høres, respekteres og vi vil tages seriøst.

Så kære byrådsmedlemmer, jeg håber, I vil huske os, når I går til forhandlingerne, med den tanke om, hvem der i fremtiden skal være indholdet og sjælen i den kommune, vi repræsenterer. Randers er også dens ungdom.

Hør os.

Kommentarer