Erhverv

Unge viser deres hverdag i landbruget

De fire unge ambassadører for landbruget, som kan følges på Instagram-profilen @derforlandmand, er (fra venstre) Andreas Krogh, Emilie Qvist Kjærgaard, Stella Lund og Jacob Boisen.

Tre unge landmænd og en kok deler deres oplevelser i hverdagen på Instagram for at give andre unge et indblik i arbejdet med landbrug og fødevarer.

De fire unge er castet til opgaven i projektet Bæredygtigt Generationsskifte, som drives af Økologisk Landsforening. Det overordnede formål med projektet er at skabe interesse for arbejdet med landbrug og fødevarer samt sikre, at en ny generation af landmænd har lyst til at tage over i takt med, at de nuværende går på pension.

En af de fire unge er 27-årige Jacob Boisen, der er elev hos Månssons i Brande. Han har meldt sig til projektet for at vise virkeligheden, som han siger. Hans plan er at dele både billeder, video og tekst fra sin dagligdag på Instagramprofilen @derforlandmand, som netop er gået i luften.

“Der er så meget at se herude: mange forskellige maskiner og måder at gøre tingene på. Der er i hvert fald nok at vise,” siger han.

De øvrige unge, som man kan følge på @derforlandmand, er 23-årige Stella Lund, Herning, der ligesom Jacob Boisen er ved at uddanne sig til faglært landmand, 27-årige Andreas Krogh, Ølgod, der studerer til Agro Business Manager, og 26-årige Emilie Qvist Kjærgaard, Hanstholm, som er under uddannelse til kok.

De fire mødte hinanden for første gang i Aarhus i begyndelsen af maj til en team-dag sammen med blandt andre projektleder Jens Peter Hermansen og adm. direktør i Økologisk Landsforening, Helle Borup Friberg.

Mød Stella, Emilie, Andreas og Jacob i fire små videoer på siden her og læs mere om deres forskellige baggrund og fag.

Kommentarer