Randers By

Underviserpris til Paderup-lærer

Prismodtager Thomas Skadhede sammen med rektor Allan Friis Clausen.

Torsdag den 4. maj modtog gymnasielærer Thomas Skadhede sammen med Paderup Gymnasiums rektor Allan Friis Clausen Novo Nordisk Fondens Gymnasielærerpris 2017.

Prisen er på 250.000 kroner, hvoraf de 200.000 skal bruges til at udvikle undervisningen i biologi og bioteknologi på Paderup Gymnasium, og de 50.000 tilfalder Thomas Skadhede personligt. Prisen anerkender lærere, som har ydet et markant bidrag til den biologiske og naturvidenskabelige undervisning. Den har til formål at sætte fokus på det høje faglige niveau i gymnasieundervisningen.

Thomas Skadhede får prisen for at have udviklet innovative undervisningsformer og -materialer. For eksempel har han
stillet sine elever i det naturvidenskabelige grundforløb i 1.g en mordgåde, som eleverne skal løse for derefter at omsætte deres løsning til en kort spillefilm. Ideen er så populær, at også andre skoler har taget den til sig.

Thomas Skadhede er derudover redaktør og hovedforfatter på et nytænkende lærebogsprojekt med navnet ”Yubio”, der samler forløb til alle gymnasiets niveauer i biologi og i bioteknologi og bringer bogen ud i den digitale medieverden. Dele af materialet har form af podcasts, så eleverne kan høre lektier på vej til og fra skole.

”Jeg er meget stolt over at modtage prisen og anerkendelsen vedrørende mit arbejde på Paderup Gymnasium og i forbindelse med Yubio,” siger Thomas Skadhede. ”For eleverne kræver det blod, sved og nogle gange tårer at lære noget nyt ñ men det hele bliver lettere, hvis det samtidig er lidt sjovt undervejs. Jeg sætter en ære i, at eleverne får en god oplevelse, mens de
lærer.”

Også rektor Allan Friis Clausen er begejstret for prisen:

”Det er meget fortjent, at Thomas Skadhede modtager gymnasielærerprisen. Han er en ildsjæl, der brænder for biologi og bioteknologi. Og han formår at vække elevernes interesse for disse fag ved sit store engagement og sine kreative evner som formidler. For Paderup Gymnasium betyder denne pris, at vi nu modtager nogle midler til at gøre skolens undervisning i biologi og bioteknologi endnu bedre,” siger Allan Friis Clausen.

Kommentarer