Kultur

Udstilling: Oplev unge kunstnere i harmonisk disharmoni

To eksempler på de værker man kan se på udstillingen. Fotocollage lavet af to fremsendte foto

Elever fra Randers Ungdomskoles kunstværksted, ‘Broen’, udstiller de kommende uger deres kunst i foyeren på Mellerup Efterskole. På søndag 4. juni er der fernisering.

“På værkstedet er vi en flok kreative, unge mennesker med plads til disharmoni i et harmonisk fællesskab”. Sådan beskriver ungdomsskoleeleverne selv udgangspunktet for deres udstilling i Nørhald Kunstforening i juni måned.

’Broen – institut for kreativ udvikling’ er Randers Ungdomsskoles kunstværksted, hvor latter og sjove løsninger fylder i det positive miljø. Her udvikler de unge deres kunstneriske færdigheder og interesser, mens nye venskaber opstår på tværs af kunsten. Udstillingen tager netop afsæt i forskelligheden blandt de unge, som de mange forskellige motiver og teknikker i værkerne bærer præg af.

De unge kunstnere viser blandt skulpturer, tegning, malerier og forskellige trykteknikker.

Det er Nørhald Kunstforening, der står bag udstillingen, som kan ses fra søndag den 4. juni til torsdag den 22. juni 2023 i foyeren på Mellerup Efterskole, Almisbakken 19A, Mellerup, 8930 Randers NØ. Der er åbent alle hverdage fra klokken 14 til 17.

Selve ferniseringen finder sted søndag den 4. juni klokken 14 til 16. Alle er velkomne, og foreningen byder som altid på en lille forfriskning samt musikalsk underholdning.

 

Kommentarer