Debatindlæg af Vitus Jordan, formand for Lev Randers

Vores kære med udviklingshandicaps lades i stikken, når der skal prioriteres, og det opleves meget brutalt.

Vi er helt med på, at det er et kompliceret område, men netop derfor er det en stor og fortænkt fejl, at handicapindsatsen er smurt tyndt ud på alle landets 98 kommuner, med hver sin tilgang og administration. Området skriger på en specialiseret indsats, men det er desværre det modsatte, vi ser. Der har udviklet sig en lose-lose-situation for handicappede og for samfundsøkonomien. Og hvad nytte er det lige til..?

Når samfundet ikke prioriterer handicappede tilstrækkeligt, giver det for eksempel alt for ringe normeringer på bostederne. Og derfor store vanskeligheder med at løfte de opgaver, der er.

At det betyder noget, viser sig uhyggeligt klart ved de forhold, der blev afsløret i TV i november. Efter udsendelsernes gys kom det frem at hele 42 procent af bostedsmedarbejdere oplever forråede situationer – på ugentlig basis. Tre ud af fire bostedsledere ser, at kommunerne meget ‘kreativt’ placerer borgere uden udviklingshandicaps på deres bosteder. Landet over.

Det er ikke lykkeligt for de pågældende, og det gør det samtidig meget utrygt for de udviklingshandicappede, at der på den måde lægges miner ud til endnu flere konflikter. Det er slet ikke til at begribe, at det skal være sådan.