Kultur og events

Trav med og oplev flot natur og gode historier fra fortiden

Vær med når Museum Østjylland og Tidsrejsen lørdag den 26. juni spænder traveskoene og inviterer på kulturhistorisk vandretur fra Randers til Langå. På den 14 kilometer lange tur kan du nyde den smukke natur og høre fortællinger om livet langs åen fra oldtiden og frem til i dag. Foto: Museum Østjylland.

Spænd traveskoene og tag med på tur i det lune sommervejr, når Museum Østjylland og projekt Tidsrejsen inviterer på kulturhistorisk vandretur langs Gudenåen. Dagens halvlange tur går fra Randers til Langå.

Undervejs på turen kan du nyde områdets smukke natur og høre historikeren og naturvejlederen fortælle gode historier. Hør om fortidens pramdragere og stenalderfolk, en skelsættende sabotageaktion og meget mere, der er foregået netop her i området.

Det er gratis at trave med og vigtigt at tilmelde sig på museets hjemmeside. 

Undervejs på turen vil museumsinspektør Jesper Nørskov Pedersen fra Museum Østjylland og naturvejleder Anders Bloksgaard fra Tidsrejsen krydre dagen med nogle af de mange spændende fortællinger, som gemmer sig langs Gudenåen. 

”Gennem flere tusinde år har Gudenåen og landskabet omkring den dannet ramme om både folks dagligdag og skelsættende begivenheder. Kulturhistoriske spor i landskabet og arkæologiske fund vidner stadigvæk om nogle af dem. Andre fortaber sig i historiens tåger, ” fortæller Jesper Nørskov Pedersen

”Kunne Gudenåen tale, ville den helt sikkert berette om ludfattige pramdragere, vilde vikinger og opfindsomme stenalderfolk. ” 

I pramdragernes fodspor

På turen følger du i pramdragernes fodspor på den gamle træksti langs Gudenåen, som før i tiden var en vigtig transportvej. Det var benhårdt arbejde, når pramdragerne skulle trække de tunge pramme opstrøms. Foto: Randers Stadsarkiv.

Helt tilbage fra oldtiden var Gudenåen en af områdets vigtigste transportveje. I 1800-tallet fragtede man varer i op mod 200 pramme i fast rutefart mellem Silkeborg og Randers. Når prammene skulle transporteres mod strømmen, op ad åen, blev pramdragere udstyret med en sele, hvori de fra bredden kunne trække prammen. Var den hårdt lastet med varer, kunne prammen veje op mod 25 tons!

”Det har været godt gammeldags benhårdt knokkelarbejde, ingen tvivl om det. Lønnen har været lav, og den kropslige belastning har til gengæld været høj! ” slår Jesper Nørskov Pedersen fast. 

På vandreturen kan man følge i pramdragernes fodspor, da turen går ad Trækstien, som i dag går fra Silkeborg til Randers og er en populær vandrerute. 

”Det er altid noget, at selen i dag er byttet ud med rygsækken, ” smiler Jesper Nørskov Pedersen og krydser fingrer for, at stien er farbar på dagen. Er det ikke tilfældet, vil turen til Langå gå ad en alternativ rute.

14 kilometer i praktisk fodtøj

Turen er cirka 14 kilometer lang og foregår i et moderat tempo, hvor der er plads til fortællinger, snak, spørgsmål og hyggeligt samvær.
Det er vigtigt at medbringe fornuftig påklædning og praktisk fodtøj. Husk vand og en madpakke, så du er rustet til en spændende dag i godt selskab!

Arrangementet er støttet af Nordea-fonden.

Fakta

  • Kulturhistorisk vandretur: Randers – Langå, lørdag den 26. juni 2021 kl. 9 – 14.
  • Mødested: Randers Naturcenter, Gudenåvej 20, 8920 Randers.
  • Gratis. Tilmelding på museets hjemmeside under ”Kalender”.

Kommentarer