Randers By

Transportministerens besøg i Randers

Se billedserie Gruppebillede fra besøget hos Projector. Foto: Jan Szwed

Der var fokus på batteritog, støjbekæmpelse og Flodbyen Randers, da transportminister, Benny Engelbrecht, mandag besøgte Randers Kommune.

Transportminister Benny Engelbrecht besøgte mandag Randers som en del af en større tur rundt i Danmark for at markere den store infrastrukturaftale, som blev indgået blandt alle Folketingets partier før sommerferien.

– Jeg glæder mig rigtig meget til at komme rundt i landet for at besøge de mennesker og se de steder, som vi kommer til at arbejde med de kommende år som følge af infrastrukturaftalen – eller som led i den grønne omstilling af transportområdet. Vi er på vej ind i et årti, hvor der vil ske meget store positive forandringer på hele transportområdet, sagde transportminister Benny Engelbrecht, forud for sit besøg.

Mandagens program i Randers Kommune bød på et virksomhedsbesøg hos Projector, som arbejder med at ombygge dieseltog til batteridrift. Der var også tid til en sejltur på Randers Fjord for at høre om projektet med Flodbyen Randers, Klimabroen og de store byudviklingsplaner – og så sluttede dagen med et besøg hos støjplagede borgere.

– Randers Kommune er et godt eksempel på et af de steder i landet, hvor der er de innovative og ambitiøse tanker og tiltag, der skal til, for at vi får et endnu mere grønt og bæredygtigt samfund at leve i. Udviklingen af vores samfund, og den infrastruktur der følger med, har dog også konsekvenser, og derfor er det vigtigt at lytte til de borgere, der bor tæt på nogle af vores mest trafikerede veje, forklarede ministeren.

Se billeder fra ministerens besøg hos Projector i galleriet, taget af fotograf, Jan Szwed.

Kommentarer