Debat og politik

Torben Hansen vinder afstemning om posten som spidskandidat

Borgmester Torben Hansen vandt onsdag aften afstemning om, hvem der skal være Socialdemokratiets spidskandidat til næste kommunalvalg, som finder sted i efteråret 2025.

Det er ikke nogen hemmelighed, at Socialdemokratiets vælgerforeninger og kredse i Randers Kommune – og dermed de valgte byrådspolitikere fra henholdsvis nord- og sydkredsen ikke altid er helt enige i den førte poltik, endsige i partiets lederskab under borgmester Torben Hansen.

Det kom mere end tydeligt til udtryk, da det socialdemokratiske byrådsmedlem i Randers, Anker Boje, som er opstillet i Randers Syd – Kronjylland kredsen, i efteråret meddelte, at han ville udfordre borgmester Torben Hansen som spidskandidat til kommunalvalget i 2025.

Onsdag aften skulle medlemmernes dom så falde, og resultatet blev en sikker sejr til den siddende borgmester med 67,6 procent af stemmer mod 32,4 procent til udfordreren.

Torben Hansen kommenterede udfaldet efter mødet og sagde blandt andet:

– Jeg registrerer en stor opbakning med over to tredjedele af stemmer i mit favør. Vi er jo heldigvis et bredt parti og vi er et meget demokratisk parti. Vi har tradition for, at hver gang der er noget, så stemmer vi om det, og det er det, som der er sket her. Så jeg er glad og stolt over resultatet.

På spørgsmålet om udfordringen giver stof til eftertanke, svarede Torben Hansen:

– Jeg håber vi alle sammen tænker os om hver eneste dag. Alle medlemmer i partiet og i byrådsgruppen er en forudsætning for, at socialdemokratiet kan gennemføre nogle af de ting, som vi gerne vil til gavn for borgerne i hele Randers Kommune. Derfor er det vigtigt med et stærkt og enigt Socialdemokrati, og nu har vi halvanden år til at få lavet en god og stærk valgkamp, og undervejs få gennemført nogle af de ting, som vi gerne vil.

Kommentarer