Debat og politik

Torben Hansen og Socialdemokratiet, kom nu ind i kampen!

Debatindlæg af: Christina Kjærsgaard

Vi har brug for fremkommelighed i Randers Kommune!
Transport har stor indflydelse på vores valg af bopæl, arbejdsplads, indkøbssteder og fritidsaktiviteter. Ligeledes placerer virksomheder sig der, hvor både arbejdsstyrken og varetransporten er let tilgængelig.
Derfor er det vigtigt, at vi i Randers Kommune kan tilbyde borgere og erhvervsliv et attraktivt og velfungerende transportnet.
Fremtidens vejnet i Randers Kommune skal leve op til fremkommelighed på tværs af fjorden, på ringvejene og ligeså indfaldsvejene. Og netop fremkommelighed er nøgleordet for at fastholde og udbygge den vækst, som skal give vores borgere de bedste muligheder for oplevet velfærd.

DERFOR er det med stor beklagelse og forundring, at siddende borgmester, Torben Hansen, ikke giver infrastrukturområdet højere prioritet end tilfældet er.
I det vedtagne budget afsætter Socialdemokratiet 37,5 millioner kroner til infrastrukturprojekter, herunder Klimabro (30 mil.),cykelstier (6 mil) og VVM Ringboulevarden (1,5 mil).
Vi i Venstre afsatte i vores 2021 budgetforslag 160 millioner kroner till hhv Klimabro (80 mil), en forlængelse af Ringboulevarden (40 mil) samt cykelstier(40 mil).
For de læsere, der ønsker at fordybe sig i tidligere vedtagne og fremlagte kommunale budgetter, så er tendensen helt tydelig: S prioriterer IKKE fremkommelighed og dermed IKKE vækstpotentialer på det lange sigt for Randers Kommune.
Den noget støvede “Infrastrukturplan 2008” finder i disse måneder sin afløser i “Infrastrukturplan 2020”. Det er beskæmmende læsning at sammenholde de to!

Det socialdemokratiske styre, som Randers Kommune har været underlagt i mange år, har nemlig ikke prioriteret en færdiggørelse af igangværende vejprojekter. Det være sig eksempelvis udvidelsen af Århusvej samt Ringboulevarden nord om Randers, fra Hadsundvej til Udbyhøjvej. Ringboulevarden, som så dagens lys helt tilbage i 1998……

Den 18/12 skriver tre socialdemokratiske byrådsmedlemmer, Iben Sønderup, Karen Lagoni og Anker Boje, at budgetforligspartierne har afsat 1,5 million i budget 2021 til en ny VVM redegørelse forud for færdiggørelsen af Ringboulevarden. Jo, tak, måske mere af nød? Den eksisterende VVM har en slutdato…..og den er udløbet!!
Når selvsamme byrådsmedlemmer, i gårsdagens læserbrev, vælger overskriften “Flow i fremtidens trafik i Randers”, så hænger det IKKE sammen med det budget, som netop dette parti har vedtaget!

Min konklusion er klar. I årevis er der ikke blevet leveret på infrastrukturområdet og nu har vi “balladen”. Alt for mange ikke færdiggjorte vejprojekter står i kø, en konsekvent underprioritering af vedligeholdelse af det eksisterende vejnet samtidig med, at vi skal levere på en forbindelse over Randers Fjord.

Kommentarer