112

To fremstillinger i retten i Randers

Østjyllands Politi fremstiller torsdag kl. 10.30 en 52-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Randers.

Han sigtes for besiddelse af skydevåben under særligt skærpende omstændigheder, efter at Østjyllands Politis specialpatrulje i forbindelse med en ransagning onsdag aften fandt et oversavet jagtgevær og flere patroner i den 52-åriges hjem i Allingåbro.

Årsagen til ransagningen var, at specialpatruljen havde fået et tip om, at der var narko på stedet. Det var der også, for udover geværet fandt betjentene omkring 40 gram amfetamin i fryseren. Den 52-årige sigtes derfor også for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på videreoverdragelse.

Torsdag kl. 11.00 fremstilles en 44-årig rumænsk statsborger i Retten i Randers.

Der foreligger en europæisk arrestordre på ham, da han står til at afsone flere års fængsel i Rumænien. Han blev onsdag anholdt i Ebeltoft og skal nu fremstilles med henblik på varetægtsfængsling frem til, at han kan udleveres til Rumænien.

Kommentarer