Ø. Bjerregrav

To dages byfest i Øster Bjerregrav toppes med gratis koncert i ‘Parken’

Man kan godt begynde at smøre stemmebåndene og snøre danseskoene til koncerten med Jumpin' Jacks, der afslutter byfesten i Øster Bjerregrav på lørdag. Pressefoto

I Øster Bjerregrav er man ved at varme op til den årlige byfest, som i år løber af stablen fredag den 16. og lørdag den 17. juni, og et omfattende program toppes lørdag  med en gratis koncert i Aktivitetsparken.

Festudvalget har været i arbejdstøjet til en stribe planlægningsmøder, hvor der har været en idé om at få aktiviteterne rundt i byen. Det er mundet ud i et festprogram, der er blevet  positivt modtaget i diverse opslag, fortæller Peter Fast, der sidder med i udvalget.

Folkelig, fantastisk og fin fredag til Bjerregrav Byfest.

Fredagen byder på Fredagsbar i forsamlingshuset, og det er både med spil, quiz og hygge. Et fint tilbud til flere generationer, hvor der også er gode muligheder for samtaler mellem beboerne fra hele lokalområdet.

På arealerne i og omkring Bjerregrav Hallen afholdes der Fin familie fredag indenfor, og uden for afholdes der havetraktortræk.

– Det er populært, så det skal nok få folk af huse, lyder det fra Peter Fast, der også kan afsløre, at maskotten Kronse fra Sparekassen Kronjylland dukker også op ved hallen, så der kan hilses, vinkes og fotograferes til den store guldmedalje, og støtteforeningen står klar med forfriskninger, og det gælder både drikkevarer og madvarer.

Fodboldbegejstrede borgere kan se frem til, at landskampen Danmark mod Nordirland vises på storskærm.

– Det er altid sjovere at se en god kamp sammen med andre, og med lokal opbakning må det betyde klar sejr til hjemmeholdet, siger Peter Fast med et glimt i øjet.

Hele dagen er der udstillinger rundt i byen, et indslag som Børnehuset, SFO og Skolen står for.

Motion og musik

Lørdag starter dagen klokken 9 med kaffe og rundstykker i forsamlingshuset, for der skal energi til den efterfølgende vandretur. Her kan man på med på Mølle-turen på tre kilometer eller Højrute-turen på fem kilometer.

Efter turen kan der købes frokostburger og drikkevarer, så der bliver plads til den sociale nedtakt efter vandringen.

På området ved hallen er der ungdomsfodbold, og klokken 11 bydes ind til motorcykelturen “Tur te og omkring Bjerregrav”.

I år er der også en ny aktivitet på programmet for løbeglade motionister; der er nemlig debut på Bjerregrav Løbet med løbeture på tre, seks og ni kilometer. Første rute sendes afsted klokken 14.15 fra Hallen. Tilmelding kan ske på facebook på siderne Bjerregrav Avis og Bjerregrav Boldklub.

– I festudvalget håber vi, at vi med Bjerregrav Løbet får skabt en ny begivenhed, som bliver en årlig event til byfestdagene, siger Peter Fast, som takker for stor lokal opbakning til aktiviteterne, her iblandt tombolaen, hvor der er mange fine præmier at vinde.

Som allerede afsløret, så slutter årets byfest med et brag af en koncert i Aktivitetsparken, hvor bandet Jumpin´ Jacks fyrer den af fra klokken 16. ‘Danmarks Festligste Trio’, som de også kalder sig, byder op til både dans og fællessang med populære numre som ‘Når en sailor’ og’”Jailhouse Rock’.

– Tag bare havestolen med, da der kan blive kamp om siddepladserne, lyder opfordringen fra festudvalget, der glæder sig til et par hyggelige dage med det gode humør i centrum.

 

Kommentarer